Onsdag kl. ca. 13.30 kom en kunde ind i en bilforretning på Ribevej i Randers SV og bad om at se på en Mercedes Sprinter. Medarbejderen gik ud for at finde nøglerne til bilen, som han efterfølgende viste frem for kunden, der efterfølgende bad om en prøvetur.

Medarbejderen gik ind for hente nogle prøveplader til bilen og en booster til at starte bilen med, og da han kom retur sad kunden allerede på førersædet. Medarbejderen forklarede kunden, at han skulle udlevere sit kørekort, før han kunne få nøglerne til bilen.

Det fik kunden til at slå nøglerne ud af hånden på medarbejderen, hvorefter han med fødderne forsøgte at skubbe ham væk fra bilen. Da det ikke lykkedes sparkede han medarbejderen hårdt i brystet, så han var ved at falde bagover, hvorefter han fik held til at lukke og låse bildøren, få startet bilen og køre fra stedet.

Kunden beskrives som:

  • Mand
  • Mellemøstlig af udseende
  • Ca. 25 år gammel
  • Ca. 180 cm høj
  • Spinkel af kropsbygning
  • Mørk i huden og med sort, mellemlangt krøllet hår
  • Havde tatoveringer på fingrene
  • Talte dansk
  • Var iført hættetrøje, jeans, kondisko og bar et stofmundbind i farverne blå og sort
  • Han kørte i en sølvgrå Mercedes Sprinter varebil fra 2013 påsat faste prøveskilte

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.