Randers-virksomheden Phoenix Design Aid er blandt de bedste danske små og mellemstore virksomheder til at rapportere på bæredygtighed. Det offentliggjorde Global Compact Network Denmark og FSR – Danske revisorer til kåringen af SMV COP 2020

 

For andet år i træk hylder den danske afdeling af verdens største frivillige initiativ for ansvarlige virksomheder, Global Compact Network Denmark, i samarbejde med FSR – Danske revisorer de små og mellemstore virksomheder, som er dygtigst til at rapportere på deres bæredygtige arbejde.

Det sker med offentliggørelsen af SMV COP-listen 2020, som i år er udvalgt på baggrund af 49 indstillede virksomheders årlige Communication on Progress (COP)-rapport, der skal sikre, at virksomheder er transparente og åbne omkring deres arbejde med ansvarlighed og bæredygtighed. Rapporten beskriver og dokumenterer den enkelte virksomheds arbejde med FN’s 17 verdensmål og Global Compacts 10 principper, som er en fælles etisk og praktisk ramme for virksomhedsansvar, der er baseret på internationale konventioner og aftaler.

SMV COP-listen 2020 består af fem danske små og mellemstore virksomheder heriblandt design- og kommunikationsvirksomheden Phoenix Design Aid, som fra sit hovedsæde i Randers udfører en række forskellige kommunikationsopgaver, der understøtter væsentlige FN-organisationers virke:

“Som Randersambassadør er jeg stolt af at være blandt de fem bedste COP-rapporter i SMV-segmentet 2020. Det er en placering, der sætter vores by på danmarkskortet, og som samtidig bekræfter vigtigheden af vores arbejde med bæredygtighed og FN’s verdensmål og anerkender de bedrifter, vi har opnået herigennem”, lyder det fra CEO hos Phoenix Design Aid, Dennis Lundø Nielsen.

Global Compact Network Denmark og FSR – Danske revisorer har blandt andet udvalgt Phoenix Design Aid til SMV COP 2020 på baggrund af virksomhedens inspirerende, detaljerede og gennemsigtige rapport, der gennem stærk storytelling formår at identificere selv små bæredygtige handlinger og processer.

Phoenix Design Aid blev desuden anerkendt med en certificering efter FN’s verdensmål i juni 2020.

 

Bæredygtig inspirationskilde

Dette års SMV COP-liste blev offentliggjort tirsdag til et arrangement i København hos FSR – Danske revisorer. Her deltog listevirksomhedernes direktører blandt andet i en paneldebat, hvor de diskuterede COP-rapportering og bæredygtighed. Formålet med arrangementet var nemlig at sikre dialog om god SMV-rapportering og skabe inspiration til andre små og mellemstore virksomheder.

“Vi er stolte af at kunne bidrage og være inspirationskilde for andre organisationer. Derfor var det også en stor ære at få lov til at deltage i paneldebatten sammen med de øvrige listevirksomheder. Jeg håber, at vores erfaringer kan bidrage til, at flere små og mellemstore virksomheder bliver inspirerede til at løfte niveauet på deres bæredygtighedsrapportering og iværksætter endnu flere bæredygtige initiativer, lyder det fra Dennis Lundø Nielsen.

Phoenix Design Aid udgiver hvert år en bæredygtighedsrapport og rapporterer på advanced-level til UN Global Compact, hvor initiativer, aktiviteter og historier om bæredygtighed og FN’s verdensmål bliver foldet ud.

 

Foruden Phoenix Design Aid er Metz, Missionpharma, Troldtekt og IFU udvalgt til SMV COP 2020-listen.

 

Global Compacts 10 principper

Principperne giver en fælles etisk og praktisk ramme for virksomhedsansvar og er baseret på internationale konventioner og aftaler. For eksempel er OECD’s retningslinjer, ILO’s konventioner om arbejdstagerrettigheder, FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv samt Rio-deklarationen alle repræsenteret i principperne.

 

FN’s 17 Verdensmål

FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York den 25. september 2015. Målene trådte i kraft den 1. januar 2016 og skal frem til 2030 sætte os kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, vi bor på.

 

OM PHOENIX DESIGN AID

 

Phoenix Design Aid A/S er en international design- og kommunikationsvirksomhed med ekspertise i grafisk design og digitale løsninger. Med særlig vægt på at servicere internationale og mellemstatslige organisationer, herunder FN og EU-agenturer, NGO’er og offentlige myndigheder, udfører virksomheden samtlige projekter i overensstemmelse med internationalt anerkendte principper for samfundsansvar samt FN-krav. Virksomheden er certificeret inden for kvalitet (ISO 9001), miljø (ISO 14001), arbejdsmiljøledelse (OHSAS 18001), socialt ansvar (DS 49001) og FSC CoC™.