En Oddset-svindler med mundbind var i går på spil i Asferg ved Randers.

Her kom han ind hos købmanden på Vestergade og spurgte, hvor drikkevarerne befandt sig. Lidt senere kom han op til kassen med en cola og bad ekspedienten om at tjekke en række Oddset-kuponer.

Samtidig udfyldte manden flere nye kuponer, mens han stillede ekspedienten en række personlige spørgsmål, hvilket skabte forvirring hos ekspedienten.

Efter manden havde forladt butikken gik det op for ekspedienten, at det var lykkedes ham at svindle med betalingen af de nye kuponer.

Østjyllands Politi hører gerne fra borgere, der kan have set manden ved købmanden tirsdag eftermiddag eller som ved, hvem han er. Politiet kan kontaktes på telefon 114.