At trafiksikre en skolevej, behøver ikke at koste alverden.

Harridslev udvides mod syd på begge sider af Vangvejen og godt for det. Det fremtidssikrer byen med handel, erhvervsliv, skole og institutioner.
Vangvejen er en smal trafikfarlig vej med kørsel med landbrugsmaskiner, lastbiler, busser foruden almindelige personbiler.
Vedvarende undrer det mig, at der kan byggemodnes større beboelsesområder, uden at børnenes skolevej trafiksikres.

Fra krydset Lundsbjergvej/Bækengen/Vangvejen kan børnenes skolevej let sikres ved, at der etableres en dobbeltrettet cykel-gangsti på den østlige side af Vangvejen fra Bækengen og til Bækkevej.
Fra den tænkte fremtidige sti kan børnene cykle ad Bækkevej – Højvangsvej – Mælkevejen til skole og idrætsanlæg mm.

Ja, der skal flyttes nogle lysmaster og lægges noget asfalt mod vest de første 100 meter, så der bliver plads til stien på den østlige side af vejen.
Jeg har opmålt det til under 400 meter i alt, og det er på kommunens jord, skolebørnene trafiksikres, – altså ingen jordkøb.

Der er nu 1 uge til, at puslespillet i det kommunale budget lægges, så det er nu, Radikale Venstre stiller betingelserne for at stemme budgettet igennem.
Naturligvis er der andre emner som ældrepleje, specialskolerne, bymidten mm, der bør tilgodeses, og så er det fantastisk, at udligningsreformen tildeler næsten 100 mio. til Randers kommune.

Jeg opfatter de 31 byrådsmedlemmer, som seriøse og fornuftige mennesker, der ønsker gode vilkår for borgerne, men de skal jo vide, hvor behovene er størst. Jeg kan dog ikke forestille mig, at de vil nedprioritere børnenes sikkerhed.

Denne lille cykelsti har topprioritet for Radikale Venstre.

 

Poul Rubach
Harridslev
1. suppleant til byrådet for Radikale Venstre