En 61-årig kvinde som fredag blev fundet død i en lejlighed på Reberbanevej i Randers, døde af naturlige årsager. Det fastslog retsmedicinere i går efter en obduktion.

– Der er intet mistænkeligt ved dødsfaldet, siger vagtchef René Ludvig fra Østjyllands Politi.

Kvindens pårørende blev underrettet lørdag eftermiddag.

Fredagens dødsfald var det andet i Randers i den forgangne uge, som Østjyllands Politi i første omgang efterforskede som mistænkeligt.

Torsdag blev en 44-årig mands død på Mariagervej efterforsket – men også han viste sig at være død af naturlige årsager, oplyste politiet.