Fem partier i Byrådet er torsdag aften nået frem til en ny budgetaftale. Aftalen om budget 2021-2024 er mellem partierne Socialdemokratiet, SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre

 

“Jeg er rigtig glad for, at vi nu har indgået en budgetaftale, der investerer i vores fælles fremtid. Vi investerer i børnene, i skoler og specialskole, vi holder hånden under socialområdet og de svageste, vi investerer i ældre, kultur, sundhed, infrastruktur og klima. Med andre ord investerer vi i mennesker og bæredygtige lokalsamfund, og vi gør det økonomisk ansvarligt, ” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Parterne har aftalt at holde fast i en såkaldt demografimodel, som sikrer, at i takt med, at der kommer flere småbørn, flere skolebørn og flere ældre, så får områderne også flere penge, sådan at serviceniveauet kan fortsætte uændret. I alt drejer det sig om 33,8 mio. kr. ekstra i 2021. Derudover har parterne afsat ekstra millioner for at give et løft inden for både omsorgs-, børn-, skole-, social-, kultur-, fritids-, sundheds- og beskæftigelsesområdet, ligesom erhverv, udvikling, klima og infrastruktur er prioriteret.

“SF er ovenud tilfreds med, at vi har sat et socialt aftryk, og at aftalepartierne fandt en løsning på at få afviklet gælden på socialområdet. Det bliver til glæde for rigtig mange af vores allermest udsatte borgere,” siger Rosa Yde, gruppeformand for SF.

 

Ny daginstitution, kvalitetsløft og bedre indeklima

Aftaleparterne har afsat 21,5 mio. kr. til at bygge en ny daginstitution med plads til 100 børnehavebørn og 50 vuggestuebørn i Sydøst. Denne daginstitution skal være særligt velegnet for pendlerforældre. Der bliver også sat penge af til to allerede planlagte byggerier af daginstitutioner i Dronningborg og Randers C, hvor budgettet var blevet for lavt. Samtidig har parterne afsat 20 mio. kr. til at forbedre indeklimaet i daginstitutionerne og ønsker at styrke kvaliteten i dagtilbuddene ved at afsætte fire mio. kr. til at øge uddannelsesgraden blandt personalet i dagtilbuddene.

Daginstitutionerne får også et løft på 2,8 mio. kr. årligt. Pengene skal gå til flere pædagoger, der ledes af dygtige ledere. Som led heri skal der fortsat arbejdes med naturen og børnenes spirende miljøbevidsthed.

Folkeskolerne får midler til at forbedre indeklimaet. Her er der afsat 20 mio. kr. i budgetperioden til det formål. Samtidig tilføres specialskolen 4,4 mio. kr. for at holde fokus på god kvalitet i undervisningen.

“Jeg er rigtig glad for, at der kommer 12 mio. kr. til en fremtidssikring af Randers midtby, ligesom vi glæder os over, at besparelsen på specialskolen nu er blevet seks mio. kr. mindre end hvad der lå i budgetudkastet fra sidste år, ligesom vi glæder os flere fine klima- og grønne aftryk,” siger Mogens Nyholm, gruppeformand for det Radikale Venstre.

 

Investeringer i infrastruktur, klima og biodiversitet

Aftaleparterne mener, at infrastrukturen i Randers er udfordret, og at klimabroen løser store dele af det. Men der er også mange andre udfordringer. De er ved at blive kortlagt i en kommende infrastrukturplan. Derfor reserverer parterne 30 mio. kr. til at løse dette, ligesom der er yderligere 6 mio. kr. sat af til cykelstier, der kan skabe mere sikre skoleveje, og 2 mio. kr. til parkering i Randers midtby.

For at styrke en bæredygtig udvikling skal kommunens fokus på at købe bæredygtigt fastholdes og konkret afsættes der 1 mio. kr. af til at starte Møbelcirklen, som er et cirkulært system til levering af møbler og inventar i kommunen. Dermed understøtter projektet kommunens fokus på FNs Verdensmål for en bæredygtig udvikling.

Samtidig er det vigtigt for aftaleparterne, at der fremover afsættes 1 mio. kr. ekstra om året til at pleje af Randers’ grønne områder og her skal der være ekstra fokus på at styrke biodiversiteten. Derudover afsættes i alt 2,4 mio. kr. til at styrke naturgenopretningen.

“Til glæde for fremkommeligheden for erhvervsliv og borgere er Ringboulevarden og Højsletvej prioriteret. Og så er vi særligt glade for, at Randers midtby og kulturliv styrkes, at vi har sat et grønt klimaaftryk, og at der er fundet midler til et maritimt aktivitetshus på Udbyhøj Havn,” siger Daniel Madié, Konservative.

 

Ambitiøst idrætsprojekt i Dronningborg

Dronningborgprojektet med plejehjem, daginstitution og ny hal i Dronningborg skal være rammerne for et stort og ambitiøst idrætsanlæg. Derfor har aftaleparterne nu også tildelt 3,1 mio. kr. i driftsmidler til Dronningborg Idrætscenter der skal være i samspil med den kommende daginstitution og nyt plejecenter. Der bliver samtidig deponeret 25 mio. kr. til byggeriet. Samlet set bliver Dronningborgcentret et anlægsprojekt på tæt på en kvart milliard kr. med 120 mio. kr. til et nyt plejecenter, 21 mio. kr. til en ny daginstitution og 79 mio. kr. til den nye idrætshal.

“Vi hæfter os især ved, at hjælpemiddelområdet bliver tilgodeset ligesom vi kan fastholde ældreboliger med kald. Samtidig er vi glade for, at tilbud til de udsatte unge som RUN og MyWay fortsætter,” siger Liselotte Frier, gruppeformand for Socialdemokratiet.

 

Kultur får over ni millioner

På kulturområdet har aftaleparterne prioriteret 5 mio. kr. til ombygning af Randers Teater, spillestedet Turbinen får 0,5 mio. kr. årligt i fire år sådan at det er muligt at Turbinen igen udpeges som regionalt spillested. Museum Østjylland får 0,5 mio. kr. årligt for at sikre det fremtidige bemandingsniveau og Von Hatten får 650.000 kr. i 2021 i øget tilsagn om lån, sådan at bygningen kan reddes.

 

Borgernes kommune

Aftaleparterne er enige om, at det er væsentligt, at borgerne kommer til orde og bliver hørt, og derfor skal kommunen fremover arbejde systematisk med at udvikle den demokratiske dialog og borgerinddragelse i metoden til styring og udvikling af kommunen.

Aftaleparterne har stået med et økonomisk afsæt, hvor udligningsreformen og økonomiaftalen mellem regeringen og KL giver en større sikkerhed om indtægtssiden og en mere retfærdig fordeling af den samlede økonomi i landet. Det kommer Randers Kommune til gode.

Aftaleparterne er derfor enige om, at kommunen nu kan overgå til en økonomisk styring, hvor kommunens udgifter til drift, anlæg, renter og afdrag ikke må overstige indtægterne fra skat og udligning. Dermed vil der være balance i økonomien og råd til at afdrage på kommunens gæld

“Budgetaftalen bærer tydeligt præg af, at der er læst høringssvar og lyttet, og vi vil gerne i endnu tættere dialog med kommunens borgere. Samtidig har vi lagt vægt på en økonomisk forsvarlig aftale. Det har været nogle meget konstruktive budgetforhandlinger, som jeg gerne vil sige tak for,” siger Torben Hansen.