Randers FC sælger angriberen Emil Riis til engelske Preston North End, der spiller i The Championship, den næstbedste engelske række.

Det oplyser Randers FC i en pressemeddelelse.

22-årige Emil Riis får en fireårig aftale i den engelske klub.

I pressemeddelelsen udtaler Emil Riis, at hans ambition hele tiden har været at komme til udlandet igen. Han har tidligere spillet i Derby County, der ligeledes spiller i Championship i England.

– Randers FC betyder virkelig meget for mig. Det er min klub i Danmark, og jeg er virkelig glad for, at jeg har kunnet give så meget tilbage til klubben.

– Min ambition har dog hele tiden været at komme afsted igen, og at det er en retur til England er helt perfekt for mig. Jeg glæder mig til mit nye eventyr, men vil savne Randers FC og alt omkring klubben, siger Emil Riis.

Angriberen har lavet to mål i tre kampe i 3F Superligaen i denne sæson, hvilket gør ham til klubbens topscorer.

I alt har Emil Riis lavet 18 mål i 72 kampe for Randers FC.