Randers FC har fundet en foreløbig erstatning for angriber Emil Riis, der i sidste uge blev solgt til engelske Preston North End.

Klubben har lejet tysk-engelske Bassala Sambou i den hollandske klub Fortuna Sittard for resten af sæsonen. Aftalen indeholder en købsoption.

Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside.

22-årige Sambou er født i Tyskland og spiller under tysk flag, men er opvokset i England. Han kom til Coventry som 15-årig og fik sin professionelle debut for klubben i november 2015.

Det blev dog kun til en enkelt optræden for Coventry. I sommeren 2016 skiftede Sambou til Everton og blev en del af Liverpool-klubbens ungdomsafdeling.

Her blev det til 60 kampe for U23-holdet, inden turen sidste sommer gik til Fortuna Sittard. I den hollandske klub er det blevet til 28 kampe og 3 mål.

– Det er en spiller med et stort potentiale, som lurer på sit endelige gennembrud i seniorfodbold. Han er en bevægelig og fysisk stærk angriber, som har fået spilletid i Æresdivisionen i de seneste to sæsoner.

– Det er en type, vi tror, vi kan forløse på vores hold og med vores måde at spille fodbold på, siger Søren Pedersen, sportslig og kommerciel direktør i Randers, på klubbens hjemmeside.

Bassala Sambou kan få lyndebut for Randers Fc i eftermiddag, når klubben møder FC Sydvest i pokalturneringen.

– Jeg er enormt glad for at skifte til Randers FC, hvor jeg håber at kunne bidrage med gode præstationer og mål for klubben.

– Jeg har haft en rigtig god snak med cheftræner Thomas Thomasberg, og Randers FC er en klub, som spiller den type fodbold, jeg godt kan lide, og jeg kan tydeligt se mig selv på holdet. Jeg glæder mig til at give alt, hvad jeg har for klubben, siger han på Randers’ hjemmeside.

Randers FC meddelte tidligere mandag, at klubben har hentet den australske kantspiller Nikola Mileusnic, som senest har spillet for Adelaide United.

/ritzau/