Siden 1934 har Skoleskibet Georg Stage i 84 år kunnet sejle sikkert rundt i verden takket være en ballast af brosten fra Randers Hovedgade. I alt har stenene tilbagelagt 316.718 sømil og lagt til kaj i mere end 150 havne – nu leveres de tilbage

 

Ifølge flere mundtlige overleveringer manglede Georg Stage i 1934 noget ballast. Skibet var i nærheden af Randers, og kaptajnen havde hørt, at man var ved af renovere Randers Hovedgade og havde nogle brosten i overskud.

Georg Stage fik de gamle sten og har sejlet rundt med dem indtil 2018, hvor stenene i forbindelse med et større værftsophold blev taget ud.

Stenenes historie skal dog ikke ende her. Nogle af stenene er givet i gave til Galeasen Anna Møller, som blev bygget i 1906 i Randers. Anna Møller er i skrivende stund på værft i Holbæk, hvorefter stenene igen vil blive ballaststen og sejle endnu flere sømil.

Stiftelsen Georg Stages Minde har ydermere brugt et fåtal ballaststen som unikagaver, som gives til særlige venner af stiftelsen.
“Én af de sten vil vi meget gerne give tilbage til Randers sammen med de resterende berejste ballaststen. Vi håber, I kan bruge ballaststenene i bybilledet et sted, hvor de kan skabe værdi og mening, ligesom de har gjort for os i så mange år,” siger skoleskibets direktør, Asser Amdisen, der på onsdag sammen med kaptajn Bjarke Wahlqvist vil overrække en af stenene til Randers borgmester Torben Hansen.

Asser Amdisen vil ved samme lejlighed folde historien om ballaststenene ud ved en lille højtidelighed på Randers Havn, hvortil skoleskibet ankommer netop på onsdag.
Overrækkelsen finder sted kl. 17.30.
På grund af vores coronarestriktioner ombord bliver det et lille sluttet selskab, hvor gaven og historien overleveres med en lille forfriskning.

Det ventes også, at borgmesteren vil løfte sløret for, hvad Randers Kommune vil bruge de hjemkomne sten til.