Trods stort fokus på at skaffe faglært personale i ældreplejen, er andelen af fuldtidsmedarbejdere i østjyske kommuner stadig for lav, påpeger fagforbundet FOA.

Der er nemlig store forskelle på, hvor gode de østjyske kommuner er til at få flere medarbejdere i ældreplejen, til at arbejde på fuldtid.

I gennemsnit arbejder 68 procent, på deltid i østjyske kommuner, viser en rapport fra Social- og Indenrigsministeriet.

Flere kommuner er dog begyndt at opslå flere fuldtidsstillinger. Blandt dem er Aarhus og Randers.

Derimod ser det ud til, at andelen af deltidsstillinger vokser i Norddjurs og Syddjurs kommuner.

FOA og flere andre fagforbund er gået sammen med Kommunernes Landsforening i en fælles indsats for at få flere på fuld tid.