Spil Dansk 2020 er Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed af arrangementer. Randers Bibliotek har i år et spændende program med noget for enhver smag

 

Onsdag 28. oktober klokken 17 er der på Randers Kunstmuseum koncert med Laura Illeborg og oplæg om tre fantastiske kvinder med særlig tilknytning til Randers.

Lauras musikalske karriere går helt tilbage til 1995, og det er blevet til adskillige udgivelser – heraf 5 soloalbums. Det store gennembrud fik hun i 2002 med singlen “Lidt in Love” fra albummet af samme navn. Et nummer som blev et stort dansk radiohit det år. Laura Illeborg har også udgivet albums, i forskellige duosammenhænge blandt andre med Torben Steno, Jens Lysdal og Peter Hegård. Fælles for alt, hvad hun har været i nærheden af, er, at teksterne er ligeså vigtige som musikken. Derover er hun kendetegnet for en melankolsk måske endda en nordisk blå tone.

Som optakt til koncerten vil der være oplæg om tre kvindelige forbilleder fra Randers. Billedhuggeren Helen Schou, forfatteren Karin Michaelis og kvindesagsforkæmperen Pauline Worm.

 

Klub Klassisk: Spil Dansk-udgave

Tirsdag 26. oktober klokken 16 vil der være en særlig Spil Dansk udgave af bibliotekets Klub Klassisk. Her vil musikformidler Mik Stegger give en introduktion til nogle mindre kendte danske komponister fra 1800-tallet. Klub Klassisk er en lytteklub for alle, der har lyst til at gå om bord i den klassiske musiks verden. Eneste forudsætning er lyst til at dykke ned i et spændende stykke musik og lære komponisten bedre at kende.
Ingen tilmelding er nødvendig, der er kaffe på kanden, godt selskab og masser af spændende lytteindtryk. I efteråret 2020 afholdes Klub Klassisk i Kulturhusets Sal, så der er god plads til at overholde retningslinjerne vedr. håndtering af Covid 19-virus

 

Nye (og gamle) fædrelandssange

Søndag 25. oktober klokken 16 er der på Biblioteket fællessang med to garvede herrer med lange karrierer inden for musik, film, scenekunst og meget andet. Operasanger og skuespiller Joachim Knop og pianist og komponist Nikolaj Bentzon tager tilhøreren ud på en rundrejse i den danske sangskats mange forgreninger.
I koncertprogrammet slutter de nye sange af Bentzon sig til vores mest skattede nationalhymner som ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, ”I sne står urt og busk i skjul”, ”Nu falmer skoven trindt om land”, ”Den danske sang er en ung blond pige” og så videre.
Arrangementet afholdes i Kulturhuset sal. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.

 

Emsemble Pluma – Nordiske klange før og nu. Hvad er ‘den nordiske klang’ indenfor klassisk musik? Og har den ændret sig med tiden? En måde at finde svarene på er ved at gå på oplevelse i musikken fra dengang og nu i selskab med musikerne fra Ensemble Pluma. Ensemblet, der består af yngre musikere fra den klassiske scene, har bedt to nulevende komponister give et bud på lyden af det nordiske: Britta Byström har budt ind med “Feather Music”, mens Ensemble Plumas dirigent, Magnus Plejdrup har komponeret “Bjærg”.
Begge værker uropføres ved koncerten, hvor der desuden trækkes tråde bagud i den skandinaviske musikhistorie, idet programmet starter med Edvard Grigs klaverkoncert i a-mol. Aftenens solist er den fremadstormende Jakob Ferdinand Hansen, der til daglig studerer på Det Jyske Musikkonservatorium.
Koncerten foregår torsdag 29. oktober klokken 19 på Hovedbiblioteket, det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.