Sven Dalsgaards skulptur er blevet rekonstrueret. I fredags kom ‘Pigen i Gudenåen’ tilbage på Paradisøen ved den Blå Bro midt i Randers centrum

 

I 1952 skabte billedhuggeren Sven Dalsgaard skulpturen ‘Pigen i Gudenåen’, og den blev placeret på Paradisøen ved den Blå Bro i Randers,

Skulpturen blev dengang set som en provokation for mange Randers-borgere, og hendes karakteristiske kvindeskikkelse blev opfattet som en hån mod byens piger. Dengang bragte det borgernes sind så meget i kog, blandt andet på grund af pigens spidse knæ, at skulpturen blev udsat for vrede avisskriverier og til sidst hærværk og vandalisme. Skulpturen var opført i forgængelige materialer som brædder og pap, og det var derfor ikke svært for vandalerne at ødelægge skulpturen helt. Den blev genopført – men endnu engang ødelagt. Dette var en dyb skuffelse og en bitter erfaring for Sven Dalsgaard, der til sidst fjernede skulpturen og nedtonede sine markeringer i Randers i mange år derefter.

 

Tilbage på Paradisøen

Med et stort engagement fra lokale ildsjæle er hun nu blevet genskabt af elever fra erhvervsskolen Tradium. Rekonstruktionen af ‘Pigen i Gudenåen’ er skænket til Randers Kommune af Tradium og Randers Tandhjulsfabrik, da Randers fejrede 100-året for Sven Dalsgaards fødselsdag i 2014.

I gennem to år fra 2014-2016 boede ‘Pigen i Gudenåen’ på Paradisøen, imens en anden skulptur ‘Gudenåkrukken’ gennemgik en renovering. Siden krukken kom tilbage på sin sædvanlige plads, har der været arbejdet på at finde en fast placering til ‘Pigen i Gudenåen’. Nu har Randers Kunstfond taget en beslutning – blandt andet på baggrund af forslag, der har været fremme i den offentlige debat.

“Hun hører til på Paradisøen, fordi det også var der, at den originale skulptur havde sin placering – dog i den modsatte ende af øen,” fortæller kulturkonsulent i Randers Kommune, Helga Hjerrild, der også er sekretær for Randers Kunstfond.

Claus Ørsted fra Cyklebørsen er en af de borgere, som i mange år har gået med idéen om at få skulpturen tilbage på Paradisøen, og han er glad for, at Pigen i Gudenåen nu endelig har fået den faste plads, som hun fortjener.

”Sven Dalsgaard og Pigen i Gudenåen er en fantastisk Randers-historie, og jeg er stolt af at se så mange Randersborgere arbejde hårdt og bruge kræfter på at få dette projekt til at lykkes. Skulpturen står godt nok ikke på den samme plads på øen, som den gjorde i 1952, men den står flot og er meget tydelig at se fra den Blå Bro,” siger Claus Ørsted og fortsætter:

”Og denne gang er skulpturen blevet lavet af rustfrit stål og altså ikke af samme forgængelige materialer som i 1952.”

På øen skuer ‘Pigen i Gudenåen’ nu ud over Gudenåen og Vorup Enge, mens byens trafikårer langs Tørvebryggen og Randers Bro leverer en daglig summen af effektive mennesker, og sivene sammen med insekterne på den anden side leverer en stille naturlig susen.