Onsdag besluttede Regionsrådet i Region Midtjylland, at 60 procent af regionens ambulancer fremover skal drives af regionen selv, mens Falck skal drive de resterende 40 procent.

Samlet hjemtager regionen driften af yderligere 21 ambulancer med baser i blandt andet Horsens, Skanderborg, Randers og på Djursland.

I forvejen havde Regionsrådet besluttet at hjemtage 21 andre ambulancer og yderligere 5 akutlægebiler i foråret 2021.

Samlet skal Region Midtjyllands Præhospital fra december 2021 drive 42 ambulancer og alle ti akutlægebiler.

Falck skal køre ambulancer omkring Holstebro, Herning og Viborg.

Selskabet skal også køre de fleste af regionens liggende og hvilende patienttransporter.