Lørdag fik Randers Kommune et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed med nye retningslinjer for besøg på Plejecentret Solbakken.

Årsagen er at der er konstateret covid-19 smitte blandt to borgere og to medarbejdere.

Så fra søndag er der indført besøgsrestriktion på Solbakken, så beboerne kun kan modtage besøg i egen bolig, i kritiske situationer eller kun af én pårørende.

Ellers skal besøg foregå i særlige besøgsrum – eller udendørs.

– Vi ved, at det er svært at opleve, at der kommer indskrænkninger. Men det vigtigste er, at smitten ikke spreder sig, siger leder af Plejecenter Solbakken, Claus Mester.

Restriktionerne bliver løbende vurderet, oplyser Randers kommune.