En større sag om skatteunddragelse er ved Retten i Randers.

Det er en 33-årig mand, der står tiltalt for at have svindlet sig til godt 720.000 kroner fra en række personer.

Ifølge anklagen påstod manden, at han havde adgang til Skattestyrelsens it-systemer, så han derigennem kunne slette deres skattegæld. Det krævede dog, at han fik et beløb fra personerne for sit arbejde.

Den 33-årige er også tiltalt for forsøg på momssvindel.

I sagen er også en 58-årig mand tiltalt for at have forsøgt at begå databedrageri. Ifølge anklagen agerede han mellemmand ved at hjælpe med at finde personer, der ville have slettet deres skattegæld. En tredje person er tiltalt for at have betalt over 460.000 kroner til hovedmanden i den tro, at han på den måde ville få slettet sin gæld til Skattestyrelsen. En gæld, der ifølge Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, lyder på mere end syv millioner kroner.

Det er endnu uvist, hvornår sagen skal behandles ved Retten i Randers.