Politi og brandvæsen rykkede tirsdag kl. 23.04 til Østervold i Randers efter en anmeldelse om en mulig brand i en lejlighed.

Der kom røg ud fra lejligheden, og da ingen svarede, da brandmændene bankede på, skaffede brandvæsnet sig selv adgang til hjemmet, hvor de fandt den 55-årige mand, som bor på stedet. Han lå og sov og havde ikke opdaget røgen.

Der var ingen ild i lejligheden, og røgen viste sig at stamme fra nogle håndklæder, som var lagt til tørre et lidt for varmt sted, oplyser politiet.
Beboeren var umiddelbart ikke kommet noget til.