Lasse Franck indehaver af Loppehuset på Messingvej flytter nu forretningen til midtbyen. I Sport Directs gamle lokaler Vestergrave 31 – de åbner den kommende weekend

 

Siden 2013 har Lasse Franck haft genbrugsforretning på Nikkelvej – Det er også blevet til Classic House i kirkegade, men kundegrundlaget for teak-, palisander- og designermøbler var for lille og derfor måtte det lukkes igen. Nu er tiden til igen at komme ind til midtbyen, hvor der er noget for enhver smag og pengepung.

“Vi bevæger os nu indenfor alt genbrug og antik fra 25 kroner op helt op til 2000 kroner. Forretningen strækker sig over flere etager – men fra start koncentrerer vi os om de to nederste etager hvor stueetagen er til møbler og første sal til dels antik og dels det mere industrielle look, som er meget populært”, fortæller Lasse Franck.

Han har beskæftiget sig med genbrug, retro og antik gennem de sidste 20 år, og har efterhånden oparbejdet en vis viden indenfor området og forstår at slå til, når der er en god handel.

“Jeg kører ud og køber dødsbo, og mange gange er det jo afhængig af øjnene, der ser. Faktisk kan man finde rigtig gode ting blandt en masse, der ellers bare skulle smides ud, fordi ejerne ikke ser det samme som mig”, fortæller han.

Han kører hver uge landet rundt for at samle ind til butikken i Randers, men fortæller at han faktisk finder en del ting i nærområdet.

“Og vi køber også hos andre forhandlere. Der kan være ting, de har sværere ved at sælge, som jeg måske vil have bedre held med og omvendt. Og når det kommer til teak- og palisandermøbler, så er der et stort eksportmarked derude”, siger han.

I butikken i Vestergrave kan du finde gamle singelalbums fra 70´erne, trækasser, militærkasser, tasker, glas, lamper i alle afskygninger, Royal Copenhagen porcelæn og guld og sølvsmykker med en del år på bagen. Sammen med teak- og palisandermøbler. Altså en loppefund og antikvitetshandel.

 

Handel er tilladt

Og er man ude efter at gøre en god handel, må der gerne pruttes i butikken.

“Jo flere ting du har i kurven, jo nemmere er det at forhandle sig til en god pris”, siger han og griner.

Loppehuset bliver for alle – her er ingen fine fornemmelser.

“Og så synes jeg der er en vis charme i det her gamle hus, som harmonere godt med vores varer. Men der bliver altså fokus på meget andet end retro, for det er der ikke så meget salg i mere. Nu er det nok det industrielle look og det antikke”, fortæller han.

Loppehuset bliver igen synlig i bybilledet og Lasse Franck håber at mange vil gå gennem gyden fra Middelgade eller parkere på kommunens p-pladser på Laksetorvet – for her er der nemlig nem adgang til butikken.

de ting der ikke finder vej til butikken i Vestergrave sættes til salg på nettet og facebook – dels på classichouse.dk og loppehuset på facebook.

“Og så er vi meget synlige på marketplace – det er et utroligt godt sted at sælge”, fortæller han.

Butikken er åbent hver weeekend fra kl. 10-14 med start 5. december. Med sig som hjælper i weekenden har han Hanne Lise Jensen, der er kendt for at få smil og godt humør frem hos kunderne.