Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje fik i aftes øje på en 30-årig mand, som netop var gået ud fra en opgang i Randers C.

Da han virkede påvirket, og patruljen genkendte ham fra tidligere sager, tog de kontakt til ham.

I mandens lomme lå noget hash, nogle ulovlige piller og en kniv. Det hele blev beslaglagt, og den 30-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og overtrædelse af knivloven.