På mødet 7. december har Randers Byråd sendt et forslag til en ny såkaldt risikostyringsplan i høring. Planen, der har til formål at mindske de mulige negative følger af oversvømmelser i 21 udpegede risikoområder i kommunen, vil være i høring de næste seks måneder

 

Nu får borgere og virksomheder mulighed for at komme med input til indsatser i områder, hvor der er risiko for negative følger af oversvømmelse. Det har Randers Byråd besluttet på seneste møde, hvor et forslag til en såkaldt risikostyringsplan for perioden 2021-2027 blev sendt i offentlig høring.

Randers Fjord og Randers by er udpeget som ét af 14 risikoområder i Danmark, hvor der er risiko for omfattende skader ved ekstreme oversvømmelser fra stormflod og vandløb. Derfor er kommunen forpligtet til hvert sjette år at udarbejde en risikostyringsplan med baggrund i EU’s oversvømmelsesdirektiv. Planen har til formål at mindske de mulige negative følger af oversvømmelser for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomiske aktiviteter.

 

Dialog og workshops på vej

I alt er der udpeget 21 udsatte områder i Randers Kommune. Og risikostyringsplanen beskriver blandt andet, hvilke indsatser og klimatilpasningstiltag der skal ske for at mindske risikoen for skader ved forhøjet vandstand i områderne.

Områderne ligger både i og uden for Randers by, og undervejs i høringsperioden forventer forvaltningen at holde to workshops: En for borgere i Randers By og en for borgere i den øvrige del af Randers. Desuden vil borgere få mulighed for uformelle møder med ansatte i forvaltningen.

De indkomne bemærkninger i høringsperioden og forvaltningens bemærkninger hertil vil blive fremlagt for byrådet, når planen skal endelig godkendes i efteråret 2021.

Randers Kommunes eksisterende risikostyringsplan er fra oktober 2015, og en ny plan skal være godkendt af byrådet senest i oktober næste år.