______________________________________________________________________________________

Eliteidrætsskolen Nørrevang

Der har været Eliteidrætsklasser på Nørrevangsskolen siden 2009, som er en del af Randers´ TeamDanmark-aftalen. Vi taler om talentudvikling og medaljer til Danmark, men hvor dygtige er vi? Hvor blev talenterne af?

Frem til vinterferien vil Din Avis i samarbejde med Eliteidrætsskolen Nørrevang udgive en serie af små artikler om tidligere eliteidrætselever fra Eliteidrætsskolen på Nørrevang i serien Hvor blev talenterne af?

Du vil få et lille indblik i, hvor atleterne der er stoppet med sin sport er blevet af, men også de elever, som fortsat er på vej.

Eliteidrætsskolen er lige nu i gang med at optage elever fra 7. klasse og har i afdelingen en 7., 8., 9. klasse. Eleverne lærer meget af hinandens sportsgrene i deres eliteidrætsmiljø, og har også morgentræning og tematimer sammen. Nørrevangsskolen er fra august blevet en idrætsskole med stor fokus på bevægelse, trivsel og faglighed, hvilket skaber gode vilkår også for eliteidrætseleverne.

Tilbuddet med Eliteidrætsskolen retter sig mod elever, som ønsker at nå langt inden for deres sportsgren samtidig med, de går i skole. Idrætten er lagt ind i skoleskemaet, og klasserne er dannet af ligesindede eliteidrætsudøvere, der stiller med de samme forudsætninger og forventninger. På skolen går der mange sportsgrene.

En række elever har klaret sig rigtigt godt sportsligt og det samme gælder uddannelse/jobmæssigt.

 _________________________________________________________________________________________________

En tidligere elev, som har klaret sig fantastisk i sin sport er Glen Meier. Han gik ud af skolen i 2015 og er motocrosskører. Vi spurgte ind til Glen og hans sport og job

 

Hvor er du i din sport?

Jamen jeg kan nærmest ikke komme højere op i min sport. I 2020 sæsonen, startede jeg i Europamesterskaberne, men fik muligheden til at køre de resterende 12 afdelinger af Verdensmesterskaberne. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til. Jeg endte med at scorer 13 point og min bedste placering i et heat var en 16. plads.

 

Hvad gjorde det for dig at gå på Nørrevangsskolens Eliteidrætsafdeling?

Det jeg først og fremmest husker er kammeraterne i klassen og sammenholdet. Der blev spurgt ind til ens sport, og hvordan det var gået, hvis man havde været det løb i weekenden. Det var jeg ikke vant til fra min gamle skole. Men også morgentræning, som vi havde tirsdag og torsdag morgen, husker jeg som både sjove og hårde. Jeg tror at morgentræningen var det, der var med til at rykke mig i mine yngre år og få mig skadefri. Mine konkurrenter havde ikke samme muligheder og det bevirkede, at jeg kunne køre fra dem. Jeg trænede meget, og det var så med til at give mig den fordel ude på banen.

 

Har du arbejde ved siden af din karriere?

Jeg har et fuldtidsjob, ved AFA JCDecaux, som tekniker. Selvom det er rigtig hårdt at kombinere arbejde og sport på højeste niveau, er det noget jeg bliver nød til, fordi min sport er så dyr at dyrke. Jeg søger sponsorere, men det er svært pga. covid-19. På mit arbejde har jeg mulighed for at få fri til det, jeg har behov for, når jeg skal til løb eller på træningslejre.