Siden foråret er ensomheden vokset i Danmark. Det skyldes Covid-19 og fordi mange må isolere sig. Men det er også en tid, hvor der bliver knyttet nye venskaber på en helt anden måde

 

I sommer indgik kommunen en aftale med den socioøkonomiske virksomhed Boblberg.dk for at støtte fællesskaber og bekæmpe ensomhed.

”Vi har været igennem et forår, der i høj grad har vist os, at fællesskaber er vigtige, og at der er brug for også digitalt at kunne møde nye venner og bekendtskaber. Det handler om at imødegå ensomhed,” sagde Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune dengang om samarbejdet.

På Boblberg.dk kan man søge nye bekendtskaber og netværk.

En af medlemmerne er Freddy Huus fra Randers. Han har været mere eller mindre isoleret på grund af en bindevævssygdom, der påvirker hans hjerte og lunger kraftigt, og han skulle finde andre måder at opretholde sit ellers aktive liv.

“Jeg søgte på ordet venner på nettet og fandt frem til Boblberg. Her var jeg så heldig at støde på Berit, som søgte nye venner til hende og manden. Og når man nu ikke kommer så meget ud mere, så var det her en god mulighed”, fortæller Freddy Huus.

Og det kan Berit skrive under på.

“Knud og jeg søgte også nye bekendtskaber og her midt i corona skal man jo passe på, når man ikke er helt ung. Derfor lavede jeg en annonce på Boblberg,” fortæller Berit.

 

Relationer for livet

For Freddy er Boblberg en vej til et mere aktivt liv igen. Han skal ellers isolere sig mest muligt på grund af corona, og vælger for det meste bare at gå tur alene ud i naturen, hvor ingen kan smitte ham.

At gå fra en meget aktiv hverdag, hvor morgenrutinen lød på 100 armbøjninger, tre minutter i planken og mindst 40.000 skridt om dagen, til lige pludselig at blive ramt af en alvorlig og hæmmende bindevævssygdom, var en utrolig hård omvæltning for den aktive og livsglade Freddy Huus på 65 år fra Randers.

Grundet Corona og hans alvorlige sygdom var Freddy ekstra udsat, hvilket prægede hans ellers førhen aktive hverdag, og nu måtte han isolere sig derhjemme. Han søgte derfor nogen at skrive med. Det fandt han på Boblberg, og det har medført meget positivt i hans hverdag.

“Da jeg startede på Boblberg skrev jeg med nogle stykker og har haft samtaler kørende med nogle, der desværre pludselig er stoppet igen. Så man skal også lige være vågen, med hvem man kommunikere med. Men man blive nok nødt til at prøve sig frem, for det er jo ikke alle man har noget til fælles med”, siger Freddy Huus.

Han har gennem hele sit liv haft mange venner indenfor sportsverdenen, da han har trænet ungdomsfodbold i mange år. Desuden har han rejst landet tyndt og tilmed udlandet for både at se fodbold og tage til stævner med de unge fodboldspillere. Derudover har han altid selv været aktiv med blandt andet løb. Siden bindevævssygdommen ramte ham hårdt med hjerte og lungeproblemer til følge, har han måtte sadle om.

“Det er jo helt naturligt. Jeg er 65 år og de venner og bekendte jeg havde i sportsverdenen var en del yngre end mig med børn og familie. Sådan er det. Nu må jeg finde nogen der, nok nærmere ligesom mig. har et mere stille liv”, fortæller han.

Selvom Freddy stadig har en stor omgangskreds, herunder hans kone Tove, tre voksne børn og seks, snart syv, børnebørn samt en masse venner og bekendte, oprettede han sig på Boblberg for at finde nogen at skrive med.

 

Vennepar fra Mejlby

Det var Berit Boye fra Mejlby lidt nord for Randers, der havde oprettet en annonce, hvor hun og manden, Knud, søgte efter vennepar i området. De har i mange år haft travlt med hunderacen New Foundlænder og derigennem haft et stort netværk. Nu har sidste hund forladt denne verden, og Berit og Knud bestemte sig for at nu var det tid til at få andre interesser og venner.

“Så oprettede jeg et indlæg på Boblberg. Jeg fandt det, da jeg stødte på en reklame på facebook. Og en dag skrev Freddy til mig”, fortæller Berit Boye.

De to par aftalte et møde og siden hen er det blevet til et par spilaftener, for i denne tid skal man jo ikke ses så ofte. Og hvis ikke de mødes ansigt til ansigt, skrives der flittigt på sms.

“Der var også en anden kvinde, der reflekterede på mit indlæg, men så begyndte coronaen og stige igen, og det løb lidt ud i sandet”, fortæller Berit.

Der er dog en ting som både Freddy og Berit vil advare lidt imod.

“Man skal jo passe på ikke at udlevere for meget om sig selv, til mennesker man aldrig har mødt. Så måske man skal se hinanden lidt an, før man begynder at fortælle alt for meget”, siger Berit.

Derfor mødtes de to vennepar dog også relativt hurtigt, for at se om der var kemi.

Og det var der.

“Der har ikke været et stille minut efter vi mødtes”, griner Knud.

Og ja – der bliver snakket en del hen over bordet denne fredag Din Avis er på besøg. Spillet Sequence bliver fundet frem og samtidig med at der skal holdes styr på egne og andres point, bliver hele verdenssituationen vendt på kryds og tværs.

“Ja vi er nok meget enige – vi skal da godt lige få styr på verdenspolitikken”, griner Knud.

Tilbage i 2003 indrykkede Berit også en annonce – dengang i Din Avis. Dengang man skulle svare på billetmærke. Det er andre tider nu og det kan derfor være svært for folk, der ikke er gode til det med computere. Men Berit synes, det er nemmere.

“Jeg sidder meget på nettet, og derfor falder det nemt for mig. Men Knud for eksempel er ikke så teknisk anlagt, og han lader derfor mig om det”, fortæller Berit.

 

Kan bruges til meget

Ønsker man en bonusbedsteforælder til sit barn, leder man efter en løbemakker, savner man én at dele en svær livssituation med – eller vil man bare gerne udvide sit netværk? Så er der mulighed for det på Boblberg.dk. Hvad fællesskaberne indeholder er i høj grad op til brugerne selv.

“Du bestemmer jo selv hvad det er du søger. Og jeg mener at man skal give folk en chance, men man skal heller ikke være bange for at melde fra, hvis man ikke synes at samtalerne fører til noget. Jeg har snakket med nogle i et kort stykke tid, hvor samtalerne bare er ophørt. Så må man bare videre. For jeg tror også at nogle måske har problemer, hvor de måske ikke kan håndtere at nogen kommer for tæt på. Så leder man bare videre”, fortæller Freddy Huus

Som bruger opretter man en såkaldt ”boble”, hvor man skriver, hvad man søger. Man kan afvente kontakt eller selv søge i de andre ”bobler” på platformen.

 

Mere end 4000 brugere

Freddy og hustruen Tove har haft plejebørn boende både fra Danmark og Tyskland, og de har været sponsor for et barn gennem Børnefonden over mange år – selv efter han fyldte 18 år. Deres dør har altid stået åben for alle.

Også Berit og Knud har været aktive gennem hele livet, og deres dør har også altid stået åben, da Tove har været dagplejemor i 26 år. Derudover har de som sagt haft hunde og netværket derigennem stod også på i mange år. Men ligesom mange andre har de nu valgt frivilligt at lægge deres liv helt om. Freddy og Tove derimod har nærmest været tvunget til det grundet Freddys sygdom.

I skrivende stund er der kommet cirka 2000 flere medlemmer af Boblberg i Randers Kommune siden sommer, så det samlede antal lige nu er på 4.023 borgere fra Randers Kommune.

I takt med udviklingen og den stigende interesse har ejerne af Boblberg.dk tilpasset platformen efter loven om databeskyttelse, så den er tryg og sikker at benytte for brugerne, fortæller de.