I dag begynder salget af nytårsfyrværkeri, hvilket får Østjyllands Politi til at advare om, at det kan have store strafmæssige konsekvenser at affyre fyrværkeri mod andre – herunder politi og brandvæsen.

I december sidste år blev der over hele landet registeret 250 episoder.

Så nu har folketinget vedtaget skærpede straffe for at affyre fyrværkeri mod andre.

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at de mennesker, der har til opgave at hjælpe andre, på den måde skal sætte deres eget liv på spil i forsøget på at komme frem til vigtige opgaver,” siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Østjyllands Politi vil frem mod nytår og på nytårsaften have øget fokus på at forhindre disse beskydninger.

”Vores forebyggelsesafdeling tager i disse dage rundt og taler med særligt de unge mennesker for at øge deres bevidsthed om, hvor farligt det er at affyre fyrværkeri mod andre, og hvilke strafmæssige konsekvenser det kan have. Vi håber, at det kan få de unge til at tænke sig om en ekstra gang, inden de sender raketter i den forkerte retning,” siger Klaus Arboe Rasmussen.