Der blev mandag 14. december taget hul på det nye rekreative område i bunden af Østervold med regnvandsbassinet i centrum. Det skete, da borgmester Torben Hansen og Vandmiljø Randers’ formand Anders Burlund som de første løftede den allerførste flise på pladsen foran Red Fall på Østervold. Formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune Frank Nørgaard og næstformand i Vandmiljø Randers’ bestyrelse Iben Sønderup tog efterfølgende første spadestik

 

Randers: Juletræer, halmballer, gløgg og honninghjerter – julehyggen var i top, da en lille, udvalgt skare deltog i det utraditionelle første fliseløft og spadestik til det nye regnvandsbassin på Østervold.

Entreprenør Brdr. Andersen havde inden ceremonien lettet lidt på den udvalgte flise på pladsen mellem Dytmærsken og Red Fall, så borgmester Torben Hansen og bestyrelsesformand i Vandmiljø Randers, Anders Burlund, nogenlunde let i fællesskab kunne fjerne den første flise med en sugekop. Et fliseløft, der baner vejen til et mere blåt og grønt Randers.

Ifølge borgmester Torben Hansen bliver regnvandsbassinet det første synlige element på det store klimatilpasnings- og udviklingsarbejde, Flodbyen Randers:

“Tankerne fra Flodbyen Randers om at forbinde midtbyen med vandet og den helt unikke natur, der løber fra Gudenåen gennem Randers Fjord, bliver med det nye regnvandsbassin ændret fra tanker til virkelighed. Bassinet bliver et rekreativt område for alle, og jeg ser frem til selv at nyde en stille stund ved bassinet og håber, at rigtig mange borgere vil gøre det samme”.

Da flisen var fjernet, gav det plads til det fælles spadestik taget af formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune, Frank Nørgaard, og næstformand i Vandmiljø Randers’ bestyrelse, Iben Sønderup. Spadestikket blev dermed starten på udgravning til det nye regnvandsbassin. Et bassin der skal sikre, at regnvand fra Randers midtby ikke længere sendes til rensning på Randers Centralrenseanlæg, men renses naturligt i regnvandsbassinet.

 

Klimatilpasning er mere end tekniske løsninger

“For Vandmiljø Randers giver samarbejdet med Randers Kommune om bassinet på Østervold rigtig god mening. Vi (Vandmiljø Randers) sikrer, at regnvand og overfladevand fra midtbyen kan blive renset lokalt i bassinet, og Randers Kommune laver pladsen med stauder, græsser, terrasse og udsigtsplatforme. Alt sammen noget, der forøger Østervolds herlighedsværdi og indbyder endnu mere til at opholde sig her. Det er med stor teknisk stolthed og kærlighed til byen, at vi ændrer området med et bassin i centrum”, sagde Iben Sønderup, næstformand i Vandmiljø Randers’ bestyrelse under den fælles tale med bestyrelsesformand i Vandmiljø Randers, Anders Burlund.

Formand for Miljø & Teknikudvalget i Randers, Frank Nørgaard, er enig:

“Bassinet på Østervold bygger i høj grad på et ønske om at skabe en klimatilpasningsløsning, der også fungerer som et rekreativt område der på alle måder vil skabe et smukt grønt-blåt bånd mellem byen og vandet. Vi har i fællesskab lagt os i selen, så det nødvendige tekniske anlæg indbyder til ophold for hele byen”.

Formand for Vandmiljø Randers’ bestyrelse, Anders Burlund, lagde i sin tale vægt på klog investering:

“Med regnvandsbassinet kombinerer vi den tekniske løsning med rensning af regnvandet, inden det ledes til Randers Fjord, med et dejligt rekreativt område. Regnvandsbassinet viser, hvordan investering i håndtering af regnvand samtidig kan give os en bedre by, når vi tænker i at skabe dobbeltfunktion og merværdi. Det bliver spændende at se det færdige resultat”.

 

Efter det symbolske fliseløft og spadestik kunne entreprenør Brdr. Andersen gå i gang med bassinarbejdet, som – hvis alt går planmæssigt – står klar til sommeren 2021. Randrusianerne kan forvente, at området hegnes permanent ind, og de mange fliser allerede før jul tages op. Et arbejde der sættes i gang for at udelukke forsinkende risici ved vinterfrost.

 

 

FAKTA:

– Bassinet vil kunne rumme 635 m3

– Bassinet vil modtage overfladevand fra tage og veje fra Østervold og sidegader til Østervold.

– Regnvandsbassinet bliver 10,5 m bredt og 74 m langt.

– Projektet har et samlet anlægsbudget på 8,5 millioner kroner.

– Vandmiljø Randers finansierer 6,5 millioner kroner til selve regnvandsbassinet.

– De resterende to millioner kroner, som skal bruges til rekreative og æstetiske elementer i projektet, finansieres af Randers Kommune med midler fra Flodbyen Randers.