Der kom angiveligt racistiske tilråb i en dansk ligakamp i basketball.

Danmarks Basketball Forbund (DFFB) skriver i en erklæring, at det sammen med Basketligaen tager afstand fra episoder i kampen mellem Svendborg Rabbits og Randers Cimbria 9. december.

Ifølge forbundet var der hændelser i kampen, “som blev opfattet som racistisk motiveret nedværdigelse, kommende fra en lille gruppe tilskuere”.

Ifølge Fyns Amts Avis var der tilråb fra en gruppe af Rabbits-fans på 15-16 år rettet mod Cimbria-franskmanden Jonathan Jeanne. Over for avisen tager Rabbits-direktør Troels Mortensen kraftigt afstand fra episoden.

– Det er ikke noget, vi har været udsat for tidligere. Det vil vi ikke acceptere som klub. Vi har identificeret de unge, og der vil komme sanktioner.

/ritzau/