Der har været meget stor medieinteresse for Fodboldlinjen Randers i år. Stort set alle medier i landet – tv, radio og de skrivende har omtalt linjen efter de vandt den største og mest prestigefyldte idrætspris i Danmark  – Danskernes idrætspris i januar

 

Prisen blev vist på direkte tv fra Boxen i Herning med 8.000 publikummer. Det medførte efterfølgende en stor interesse fra stort set alle medier.

Man skulle så tro, at nyhedens interesse efterhånden ville forsvinde, men det modsatte er sket. Indenfor den sidste måned har P4 Østjylland formiddag haft leder af fodboldlinjen John Witting i studiet i DR-byen i Århus til et interview om linjens indhold og fremtidens udvikling. Bladet ungdomsskolen, der udkommer til samtlige ungdomsskoler i Danmark, har et stort indslag på to sider i det seneste nummer, der udkom i november måned.

Her i december måned udkommer DIFs officielle medlemsblad Idrætsliv med tre sider omkring fodboldlinjen og dets set-up. Idrætsliv udkommer til samtlige idrætsklubber i Danmark.

Jacob Bech Andersen, chefredaktør på DIF magasinet Idrætsliv fortæller, hvorfor DIF synes Fodboldlinjen Randers er så interessant at det ofrer tre sider på den:

”Fodboldlinjen Randers vandt i 2020 DIF, P4 og E-boks prestigefyldte pris Danskernes Idrætspris, og derfor fandt vi det interessant, at se nærmere på, hvad det var, der gjorde at så mange danskere havde stemt på lige præcis Fodboldlinjen Randers. Jeg må bare sige, at det er helt vildt interessant det koncept som Fodboldlinjen Randers har gang i. Det er bemærkelsesværdigt, at så mange børn og unge trodser regn og blæst på mørke og meget tidlige morgener, for at spille fodbold. Det må betyde, at man gør noget rigtigt for at vække børnenes engagement i Randers. At man så samtidig formår at få fat i en del af de unge, som ikke spiller fodbold i en forening i forvejen, er meget imponerende. Det, at der rent faktisk er tale om et breddeprojekt, gør konceptet ekstra spændende”, siger han.

 

Godt radio

Et andet medie, der har omtalt Fodboldlinjen meget er radioprogrammet P4 Østjylland-morgen.

Thomas Schmidt Nørgaard, der er vært og journalist på P4 morgen, siger:

”Det vi altid er på jagt efter, er den gode, spændende og anderledes historie. Gerne med et godt set-up og en god lyd. Vi sender journalister ud med mikrofoner og sender direkte live til P4 morgen. Det vi møder, når vi kommer ud til træninger kl. 6.15 om morgenen i alt slags vejr, er glade og engagerede børn og unge, der elsker at spille fodbold. Det er engagerede trænere, der rummer alle – uanset niveau. Det lyser ud af de unge når vi interviewer dem, at det her projekt, det er bare fedt.

Det som jeg personligt synes er imponerende er hele det set-up som Fodboldlinjen Randers har opbygget. Det, at få skoler med fra hele Randers Kommune fra den største byskole og til den mindste landsbyskole, må da give et fantastisk fællesskab for kommunens folkeskoler.

Det er ikke sidste gang, vi har besøgt fodboldlinjen. Når der kommer nye tiltag, står vi klar med journalister og mikrofoner klokken 6.15 om morgenen”, siger Thomas Schmidt Nørgaard.

Også udenlandske medier har omtalt Fodboldlinjen Randers. Hele linjens koncept er oversat til engelsk og den engelske site Sports Marketing Network har skrevet om det. Siten har 13.000 læsere i 11 lande i verden.

John Witting siger om den store medieinteresse:

”Vi er utroligt glade for, at så mange synes, at Fodboldlinjen Randers er et så godt og så bredt koncept. At vi er nået så langt, skyldes rigtig dygtige, engagerede trænere og rigtig gode samarbejdspartnere. Det er også et rigtigt godt brand for folkeskolerne i Randers og Randers Kommune. Det er den gode fortælling om initiativ, nytænkning og udvikling, der fører til den gode historie”.