Kunst og poesi fra morgen til aften –  det er hvad forhenværende postomdeler Henrik Mildes tilværelse handler om

 

Henrik Milde beskriver sig selv om udadvendt og fortællende og skal han beskrive sit hjem er det:

”Anderledes end du er vant til at se. Specielt dem der ikke er vant til at se sådan noget i dagligdagen”, siger han og kigger rundt i den lille lejlighed. Her trives også katten Miss Milde.

Hele livet har Henrik Milde interesseret sig for det figurative. Han brød sig dog ikke om træsløjd i skolen – her var det metallet, der talte til ham.

”Og jeg husker en formningslære – Fru Madsen – hun satte stort præg på mig i min barndom. Hun sagde – brug det I kan se og brug jer selv. Det var en stor inspiration og helt uhørt dengang i 1956”.

Ja lille Henrik havde stor interesse for at formgive allerede i barndommen, men det var først, da han blev voksen, at han begyndte at udstille og også nogle gange at sælge sin kunst. Men hjemmet i hjertet af Randers bærer tydeligt præg af, at han beholder det meste, for han holder meget af sin kunst og især mannequinerne. Dog har han udformet og kreeret – med hjælp fra Produktionshøjskolen i Randers – en tre gange tre meter stor skulptur, der står ved Randers Realskole.

 

Privat kunst-univers i en baggård

Hele tilværelsen handler for Henrik Robert Milde om kunst og poesi – hjemmet i en baggård i hjertet af Randers bærer præg af en krøllet hjerne, der helst arbejder 24/7 med poesi og skulpturer, ingen havde troet, de skulle få at se – og med helt særlig betydning for ham.

Man går ind af en smal port – ind i en forhave og foran kommer et lille hvidt hus med røde vinduer og dør til syne. Der lyder en stemme – det er Henrik Robert Milde, der i stor frakke på den lille terrasse, skriver på dagens tekst. Kulden har ramt Danmark – otte grader siger termometeret indtil videre. Men det slår ikke ham ud – han er tidligere postomdeler, så han er vant til at være ude i alt slags vejr. I dag er han pensioneret.

”Velkommen og kom indenfor. Du vil gerne se mit hjem?”, spørger han, da jeg kommer gående imod ham.

Jeg siger ja tak og goddag – lidt spændt på, hvad jeg kan forvente, da jeg har set fotos af hans hjem. Jeg går med ham ind i huset.

Op ad trappen møder man allerede den første kunst. Kultegninger på godt 1×1 meter, der ikke var plads til i den lille lejlighed. De forestiller kroppe.

”Jeg har før haft atelier, men har ikke plads til det hele nu”, fortæller Henrik.

Ind af døren på første sal. Her bliver man mødt af den første mannequin, der er nøje udsmykket– på væggen hænger et digt – i stuen til venstre bliver man mødt af endnu flere mannequiner fantasifuldt dekoreret med blandt andet briller, cykelhjelme, cykelslanger og -kæder som Henrik er meget fascineret af, og så metal og endnu flere finurlige figurer. Alt i genbrug. En træpalle er ophængt på væggen med et foto trykt på en glasplade af hans yndlingsmannequin – og ja ovenpå står fire flødeboller med kokos.

”De var til overs – så de skulle selvfølgelig stå her”, siger han som den mest naturlige ting i hele verden.

Henrik Milde beskriver sig selv om udadvendt og fortællende og skal han beskrive sit hjem er det:

”Anderledes end du er vant til at se. Specielt dem der ikke er vant til at se sådan noget i dagligdagen”, siger han og kigger rundt i den lille lejlighed, der endnu ikke er opvarmet til vinteren. Her trives også katten Miss Milde.

Henrik Milde er far til to – og bedstefar. Han er fraskilt og single. Han har været på mange dates, og kan godt forstå, hvis kvinderne føler sig ubehagelig til mode, når de besøger ham og hører hans krøllede hjerne folde sig ud.

”Det bliver som regel kun til en-to dates, og så smutter de igen. Kvinderne kan ikke se sig selv i mit liv. Én sagde engang til mig, at hun jo slet ikke kunne måle sig med de mannequiner, jeg har og jeg fortalte hende, at det heller ikke er meningen – det er to forskellige ting – mannequinerne betyder meget for mig, men jeg ved godt, at kvinder ikke ser sådan ud. Og der tog hun fejl” siger Henrik.

”Nej, jeg tror kvinderne føler sig forsmået”, siger han.

Lejligheden er 73 m2. En lille stue, et soveværelse med en enkelt seng og en sort nøgen stol uden sæde – den er lavet af metaltråd. Den står midt i værelset, og hvad er planen med den, for man kan ikke sidde i den?

”Den skal op på væggen at hænge – på en træpalle. Det er jo en skulptur i sig selv”, forklarer Henrik og løfter stolen op, og viser hvordan den skal hænge på væggen.

Stolen er lavet af møbelarkitekt Anders Hermansen, der blev årets møbelarkitekt i 1988. Henrik så stolen hos ham i ´86 og måtte bare eje den – 3.000 kostede den – efter Hermansen vandt prisen i ´88 steg prisen til 25.000 kroner.

 

Kunsten tog over

Hele livet har Henrik Milde interesseret sig for det figurative. Han brød sig dog ikke om træsløjd i skolen – her var det metallet, der talte til ham.

”Og jeg husker en formningslære – Fru Madsen – hun satte stort præg på mig i min barndom. Hun sagde – brug det I kan se og brug jer selv. Det var en stor inspiration og helt uhørt dengang i 1956”.

Ja lille Henrik havde stor interesse for at formgive allerede i barndommen, men det var først, da han blev voksen, at han begyndte at udstille og også nogle gange at sælge sin kunst. Men hjemmet i hjertet af Randers bærer tydeligt præg af, at han beholder det meste, for han holder meget af sin kunst og især mannequinerne. Dog har han udformet og kreeret – med hjælp fra Produktionshøjskolen i Randers – en tre gange tre meter stor skulptur, der står ved den største privatskole i Randers – Randers Realskole.

Bogreolen langs væggen i stuen er pakket med bøger om arkitektur og kunst og Henrik søger inspiration i netop dette. På reolen ved det lille fjernsyn står Beatles-udgivelser i alle afskygninger. De er hans store idoler og har været det siden han lå i sengen og lyttede til dem som 12-årig på Radio Luxembourg – også Pink Floyd er blandt hans helt store favoritter.

”Der er ikke noget at gøre – sådan er det bare”, siger han bestemt og smiler.

Fra 1966-1997 var han ansat i postvæsenet og har cyklet rigtig mange kilometer på sine ruter. I alt slags vejr og ud af sengen tidlig morgen. Det praktiserer han stadigvæk.

”Jeg cykler en tur hver morgen klokken 5 – for så er der ikke andre end mig på vejene – det er noget af det, jeg har taget med mig. Det er en god start på dagen”, fortæller han.

I 1991 blev han skilt – hustruen og han skiltes i enighed, for de kunne godt mærke, at de skulle hver deres vej – Henrik skulle kunstvejen – en vej hustruen ikke skulle med på. Kunsten tog mere og mere over for Henrik, men han valgte at gå en hel anden vej og uddannede sig til socialpædagog i Kolding og fik job i Bramdrupdam med voksne udviklingshæmmede. Her tog han dog kunsten med og det var noget de udviklingshæmmede kunne bruge. Her var Henriks krøllede hjerne også en stor fordel.

”Jeg havde to muligheder for et karriereskift. Enten skulle jeg være massør eller socialpædagog. Det blev det sidste” fortæller Henrik.

Vi sidder i den lille sofa – der ligesom stolen i stuen, er arkitekttegnet. Henrik holder af kvalitet.

Hjernen er konstant i arbejde. Det vælter simpelthen ind over Henrik med et utal af idéer – hele tiden. Det bærer hans køkken også præg af. Her har han brugt hænder og sko som greb i stedet for – de metalgreb man får med et køkken. Henrik pointerer, at der intet seksuelt er i den fascination.

Hænder ja – det sætter også tankerne i gang hos ham.

 

Det er poesi

Idéerne kommer indefra tror han – det er den eneste måde, hvorpå han kan beskrive det. De kommer som regel sidst på aftenen eller om natten. Derfor må han mange gange stå op og skrive ned – Han skriver om kærester, han skriver om byen – det liv han oplever, når han cykler tidligt om morgenen. Det er ikke direkte gengivelser men poetiske indtryk. Endnu er ingenting kommer i bogform.

Også da han var postbud stod idéerne i kø – både når han sorterede breve før sin rute, eller når han var ude med breve.

”Så havde jeg jo ikke noget at skrive på. Så jeg tog de anmeldelser, vi havde med rundt og skrev på dem – tog dem med hjem og fik dem ned på papir. Nogle har jeg fået trykt på glasplader og de hænger rundt om i lejligheden. Nogle er også oversat til russisk, bosnisk og polsk”, fortæller Henrik Milde, der sidder rolig i sofaen – stadig med jakke på, for han skal ud og skrive videre på dagens tekst, når han får tid.

Han får også inspiration fra andre kunstnere blandt andet Dali og Roden – de er hans store inspirationskilder – men han kopierer aldrig – kunsten får hans helt personlige twist. Et par gange har han oplevet at andre har kopieret ham.

”Blandt andet ved en af de årlige festuger her i Randers – men jeg gjorde ikke noget ved det. En gang sendte min datter også nogle billeder hjem fra USA fra en rejse. Der var hun stødt på en kunstner, der lavede det samme som mig. Det er lidt underligt”, fortæller Henrik.

Hans yndlingsmannequin sidder i stuen – hun er udstyret med cykelslanger og så sidder hun ved en vask – sådan en man sidder ved hos frisøren – det er hende, der også er lavet et foto af hængende på en træpalle.

”Det er min favorit – jeg ved ikke hvorfor, men jeg holder meget af hende”, siger Henrik.

Derfor sidder hun også centralt i stuen. Og Henrik har forlovet sig med hende. De bærer hver en lille sølvring. Hvorfor, kunne man så spørge? –

“Ja, det er en helt anden historie – lidt skør måske”, indrømmer Henrik hemmelighedsfuldt og griner.

I udgangen til køkkenet sidder endnu en mannequin – hun sidder i bagenden på en bil.

”Bilen så jeg hos en butik, der havde ophørsudsalg – de solgte også alt inventaret, og så slog jeg til. Jeg skyndte mig i banken og hæve 5.000 kroner. Så var bilen min. Den skulle heldigvis kun fragtes nogle meter, og nu står den her. Den skulle også have en mannequin. Det er poesi – en siddende kvinde i alt sin glans”, siger han og smiler.

 

Flere billeder fra Henrik Mildes hjem kan ses på: https://jakobsenimages.dk/billeder/99-kultur/