Eliteidrætsskolen Nørrevang
Der har været Eliteidrætsklasser på Nørrevangsskolen siden 2009, som er en del af Randers´ TeamDanmark-aftalen. Vi taler om talentudvikling og medaljer til Danmark, men hvor dygtige er vi? Hvor blev talenterne af?
Frem til vinterferien vil Din Avis i samarbejde med Eliteidrætsskolen Nørrevang udgive en serie af små artikler om tidligere eliteidrætselever fra Eliteidrætsskolen på Nørrevang i serien Hvor blev talenterne af?
Du vil få et lille indblik i, hvor atleterne der er stoppet med sin sport er blevet af, men også de elever, som fortsat er på vej.
Eliteidrætsskolen er lige nu i gang med at optage elever fra 7. klasse og har i afdelingen en 7., 8., 9. klasse. Eleverne lærer meget af hinandens sportsgrene i deres eliteidrætsmiljø, og har også morgentræning og tematimer sammen. Nørrevangsskolen er fra august blevet en idrætsskole med stor fokus på bevægelse, trivsel og faglighed, hvilket skaber gode vilkår også for eliteidrætseleverne.
Tilbuddet med Eliteidrætsskolen retter sig mod elever, som ønsker at nå langt inden for deres sportsgren samtidig med, de går i skole. Idrætten er lagt ind i skoleskemaet, og klasserne er dannet af ligesindede eliteidrætsudøvere, der stiller med de samme forudsætninger og forventninger. På skolen går der mange sportsgrene.
En række elever har klaret sig rigtigt godt sportsligt og det samme gælder uddannelse/jobmæssigt.

 

Aksel Bakmand – Golf

 

Hvordan klarer du dig i golf? Og hvad gjorde du startede til golf?

Det går rigtig godt med min sport lige nu og jeg er i gang med en god udvikling. Jeg ligger godt til og jeg får spillet nogle gode og store turneringer rundt om i landet. Jeg kunnet godt have ønsket mig, at kunne have spillet nogle flere turneringer i udlandet, men det har desværre ikke været en mulighed, grundet corona situationen i verden. Lige pt er jeg i u-truppen til landsholdet, og jeg ser utroligt meget frem til 2021, som for mit vedkommende bliver mega spændende, jeg skal nemlig ud og prøve kræfter med bla. Ecco-touren i Danmark og det ser jeg rigtig meget frem til.

Da jeg for mange år siden startede til golf, så var det ved lidt af et tilfælde. Min morfar spillede golf og så var der åbent hus i Grenå, hvor jeg prøvede det med min far, og jeg blev bidt af det lige med det samme. Den sommer spillede jeg mellem fire-otte timer hver evig eneste dag.

Jeg elsker sporten og hele mit liv er efterhånden bygget op omkring den. Jeg lever og ånder for den og den betyder så ubeskriveligt meget for mig. Jeg kan være mig selv, når jeg er ude på banen og det er det der motivere mig enormt.

 

Når du ikke spiller golf, hvad laver du så?

Jeg går lige nu på efterskolen ISI i Ikast, og det er det fedeste. Det har givet/ giver mig en masse læring, oplevelser og rigtig gode venskaber for livet. Jeg spiller golf hver dag, med nogle mennesker, som går ligeså meget op i sporten som mig, og det er så fedt at have nogle at dele det med.

 

Hvad gav Eliteidrætsskolen Randers dig med?

Da jeg gik på Eliteidrætsskolen i Randers begyndte jeg at blive glad for at gå i skole, det havde jeg nemlig ikke været før. Det betød meget, at jeg hver dag gik med nogle personer, som havde sporten i første række, ligesom jeg selv. Jeg husker mine 3 år på Nørrevang som sjove, lærerige og fyldt med gode minder og stunder. Jeg husker morgentræningen, mine gode venskaber og boot camp som noget af det bedste. Især morgentræningerne med Jeppe har betydet meget for mig, både fysisk og psykisk.

Til næste år er min plan at tage en HF i Randers på Team Danmark linjen. Det ønsker jeg at gøre, da jeg så vil tage den over tre år og derved have en masse tid til også at prioritere min sport meget højt, som er et stort ”MUST” for mig.

Igennem Eliteidrætsskolen samt ISI i Ikast har jeg lært, at jeg skal planlægge og prioritere min tid, så jeg kan nå de mål jeg har sat mig. Vi lærte på Eliteidrætsskolen, at uddannelsen var ligeså vigtig som vores sport og det var som en sport der skulle trænes. Jeg vil dyrke mit golf på højt plan, men jeg skal også have en uddannelse.