I storkommunes 15. årige levetid har Radikale Venstre altid vedholdende og målrettet kæmpet børnenes sag.

Derfor er Radikale Venstre i Randers Kommune meget glade for den børnepakke, som alle byrådets partier endte med at vedtage på mandagens byrådsmøde. Især tak til de Konservative, SF og Socialdemokratiet, som sammen med Radikale udgør kernen til det kæmpe boost, der nu gives til kommunens mindste børn.

Kort resume over gaven fra os til børnene:

  • Der tilføres de mindste børn ca. 90 millioner kroner i de næste tre år
  • Randers Kommune vil efterleve minimumsnormeringerne allerede i år 2023; et år før Folketinget kræver det.
  • Personalesammensætningen skal bestå af flere uddannede pædagoger – måltal 65% i 2025

Børnepakkens vedtagelse betyder selv sagt, at ovennævnte kerne (de konservative, SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet) nu garanterer, at der i de nærmeste budgetår tilføres de millioner af kroner, der kræves; så der bliver råd til, at pakken til vores mindste børn kan pakkes ud. Når der er en gaveregn til børnene drypper det også på forældre og personale. Det er også en vigtig konstatering.
Tak til øvrige byrådspartier for, at de også bakker op om børnepakken, derved bliver børnegarantien 100%.

Pakken til kommunes små poder handler kort fortalt om et bedre børneliv til de yngste børn i Randers Kommune. Al forskning viser, at en god begyndelse i børneårene lønner sig livet igennem, langt ind i voksenlivet.

Nu gives vores mindste børn et flot løft. Radikale Venstre fortsætter ufortrødent vores kamp for børnene. Næste vigtige skridt på vejen er børnene, der går på vores folkeskoler. Folkeskolen er også en meget vigtig del, når vi taler om en god begyndelse for vores børn; og dermed for deres fremtidsudsigter.

 

Mogens Nyholm
Spidskandidat Byrådsmedlem Radikale Venstre

 

Dan Løvkvist
Næstformand Radikale Venstre Randers Kommune
Nyvangsvej 14B
8900 Randers C