Helligåndshuset lægger tirsdag 9. marts lokaler til den årlige generalforsamling hos Historisk Samfund – samtidig vil der også være foredrag

 

Som i mange foreninger prøver Historisk Samfunds bestyrelsen igen .. igen at indkalde til den årlige generalforsamling, og håber, at generalforsamlingen endelig kan gennemføres. Mange foreninger er i samme situation som Randers Historiske Samfund, og mange foreninger frygter for medlemsflugt, når man gennem det meste af et år ikke har kunnet “levere varen” til medlemmerne. Men sådan er det ikke i Historisk Samfund. Her bakker Samfundets medlemmer – som altid op. Samfundet har ganske vist aflyst mange aktiviteter. Men mange af årets aktiviteter er lykkedes – på trods. Bogen om Sct. Mortens kirke af Bent Martinsen blev udgivet og årets Historiske Årbog med 12 velfortalte artikler og mange Randers-billeder blev omdelt til medlemmerne. Turen til Jeppe Aakjærs Jenle er udsat og en ny bog om Skafføgård bliver udgivet i år, hvor der naturligvis atter holdes foredrag.

Helligåndshuset fra 1434 blev oprindeligt bygget af købsvendenes lag i 1434, dvs af byens købmænd. I 1489 blev Helligåndshuset overtaget af Duebrødrene og anvendt som asyl mm. Senere har Helligåndshuset haft mange funktioner, herunder været latinskole og teknisk skole. I dag ejes Helligåndshuset af Randers Kommune og Historisk Samfund har kontor her.

Ikke-medlemmer kan overvære foredraget – mod betaling. Foredrag om ”Fonden til bevarelse af gamle bygninger -i Randers” starter kl. ca 19.30 ved Karen Smed og Henri Amsler.

Generalforsamlingen starter kl. 18.30.

En eventuel ny aflysning annonceres på foreningens hjemmeside www.historiskranders.dk