De danske cykelryttere leverer flotte resultater på landevejene i disse dage.

Mads Würtz Schmidt fra Randers vandt således mandag 6. etape af det italienske cykelløb Tirreno-Adriatico.

Mads Würtz Schmidt var kølig og havde flest kræfter i behold, da det hele skulle afgøres. Han var bare hurtigere end konkurrenterne.

– Det er det, jeg har kæmpet for i de sidste fem år. Jeg er ekstremt lykkelig. Jeg var godt kørende og har været det hele ugen.

– Det betyder alt for mig. Jeg har ikke vundet, siden jeg blev professionel, så det er en stor lettelse, siger Mads Würtz Schmidt til Eurosport.

Tirreno-Adriatico afsluttes tirsdag med en 10,1 kilometer lang enkeltstart, som udgør syvende og sidste etape.