Da ansøgningsfristen for ansøgninger til de videregående uddannelser igennem kvote 2, udløb mandag havde VIA i Randers i alt modtaget 765 ansøgninger.

Sygeplejerskeuddannelsen har en stigning på fem procent i forhold til sidste år, mens pædagogerne har fået tre procent færre ansøgninger end i 2020. Psykomotorikuddannelsen har fået ni procent færre ansøgninger mens den nye uddannelse hos VIA i Randers, professionsbachelor i skat, har modtaget 19 ansøgninger.

VIA optager flest studerende gennem kvote 1. Det er derfor først til sommer, man får overblik over årets samlede antal ansøgertal.