Østjyllands Politis specialpatrulje skrev i går sammen med en person, der solgte narko via Snapchat.

I den tro at han skrev med nogle potentielle købere, lavede sælgeren en aftale om at mødes på en adresse i Randers C.

Den 18-årige sælger ankom til stedet i bil, og da den civilklædte betjent tog kontakt til ham, sad han og viftede med en pose kokain.

Men i stedet for de aftalte 500 kroner fik han en tur på bagsædet af politibilen til politigården i Randers samt en sigtelse for salg af narkotika.