Kun 95 stk på verdensplan er det nye ikon fra B&O produceret i. Det var et rigtig godt tilbud til feinschmeckeren, som en loyal kunde i Randers ikke kunne lade løbe af hænde. Derfor er den eksklusive pladespiller i lys eg og champagnefarve da også allerede solgt

 

Flere og flere støver den gamle pladespiller af eller investere i en ny, og kunstnerne sender i stor stil deres albums ud på vinyl. Mange har fundet glæden i denne lyd.

“Det er ren nostalgi at sætte en plade på. Det er også derfor B&O har kastet sig ud i netop denne med deres første nye tiltag for at få det ikoniske mærke frem i markedet igen”, fortæller butiksansvarlig hos B&O i Randers Jess Andreasen.

B&O har gennem en årrække haft et dyk i popularitet, men det er vendt nu, fortæller Jess Andreasen.

Det nye ikon koster 75.000 kroner og er et samlerobjekt. Det er en investering i god lyd og design.

“Det var egentlig ikke meningen, at vi kunne få et eksemplar her til Randers. Men vi pressede lidt på, for vi havde allerede en kunde til den”, fortæller Jess Andreasen, mens han finder certifikatet frem, hvor håndværkeren, der har lavet netop denne pladespiller har sat sin underskrift.

“Pladespilleren er håndlavet i Struer. B&O har brugt de komponenter fra brugte pladespillere, der havde relevans, for at skabe et helt unikt produkt. Der er for eksempel en kunde, der har doneret sin næsten ubrugte klassiker, så mange dele kunne genbruges. Og så har de opdateret lyden til tidens standard”, fortæller Jess Andreasen.

En af de helt store genbrugsdele er de ikoniske sølv aluminiumsoverflader, som går igen i stort set alle B&O´s produkter op gennem tiden. Og især i Beogram 4002 serien – denne pladespiller hedder da også Beogram 4000 C (C for classic).

Netop denne ene pladespiller, der er solgt i Randers har nummer 75 ud af de 95 eksemplarer. Måske umiddelbart en overflødig information, men ikke hvis man er samler.

“Med denne pladespiller stikker B&O også en finger i jorden, for at se hvad markedet kan bære. Og da pladespillerne stort set var udsolgt, før de kom på gaden, er de nok inde på noget  af det rigtige”, mener Jess Andreasen.

B&O vil gerne bevare deres klassikere samtidig med at de fornyer sig. Og derfor har de også holdt fast i en produktion af pladespilleren i Struer. Og trækabinettet er lavet af den lokale tømrer.

 

Bedste lyd

B&O fejrede 95 års fødselsdag 17. november sidste år. Derfor skulle der laves 95 eksemplar af Beogram 4000 C.

“Pladespilleren er spækket med detaljerigdom for eksempel har den et tangential arm, så den står optimal i pladens riller og giver den bedste lyd. Det er noget entusiaster forstår sig på”, siger han og griner lidt af avisens udsendtes viden på området.

Desuden er der bygget en riaa forstærker ind i kabinettet.

Selvfølgelig handler den optimale lyd også om et samspil mellem spilleren og de rigtige højtalere.

“Det nytter jo ikke noget at købe en dyr bil og sætte nogle dårlige dæk på. Sådan er det også med lyd”, forklarer Jess Andreasen.

Lyden har fået den mest optimale behandling af B&O. Intet er overladt til tilfældighederne – for vi snakker om kvalitet.

“Tonemeister Geoff Martin, der arbejder en del i Struer og som er en af verdens bedste udi lyd, har godkendt hvert et step i den lange proces”, fortæller den butiksansvarlige.

Og så oplyses det på det tilhørende certificat af lige netop dette eksemplar var færdigbygget 2. marts 2021.