Miljø og teknikudvalget har besluttet, at Randers Kommune skal deltage i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune. Konkurrencen er udskrevet af miljøminister Lea Wermelin

 

Randers går nu med i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune. Det har miljø- og teknikudvalget besluttet på mødet 15. marts.

Bag konkurrencen står miljøminister Lea Wermelin, der har opfordret alle landets kommuner til at deltage i konkurrencen, hvor det gælder om at finde de vildeste ideer til fordel for den vilde natur.

“I Randers arbejder vi allerede med mange initiativer for at fremme biodiversiteten og flere er på vej. Med deltagelsen i konkurrencen er jeg overbevist om, at vi får øget opmærksomheden på emnet og derved fremmet biodiversiteten yderligere. Og så håber jeg selvfølgelig på, at vi får den vilde ide, der gør, at vi kan vinde konkurrencen,” siger Frank Nørgaard, der er formand for miljø- og teknikudvalget.

 

Fri leg

I konkurrencen er der lagt op til fri leg i bestræbelserne for at gøre sin kommune vildere. Indsatserne vil blive fulgt af dommerpanelet, der ud over miljøministeren består af bonde og tv-vært Frank Erichsen og biolog Morten DD Hansen.

Hvad Randers Kommune konkret sætter i gang af nye initiativer som følge af konkurrencen er endnu ikke fastlagt. Både allerede planlagte og nye tiltag kan komme i spil.

“Hvis vi virkelig skal gøre noget for biodiversiteten i Randers Kommune, så er det afgørende, at borgerne også involverer sig. Sidste år satte vi gang i kampagnen “Lad Randers Gro” som gik ud på at hjælpe borgere med at øge biodiversiteten i deres haver. Jeg ved forvaltningen overvejer et lignende tiltag i forbindelse med konkurrencen.” siger Frank Nørgaard.

Konkurrencen løber frem til udgangen af 2022, hvor vinderen vil blive kåret. I bedømmelsen vil der blive lagt vægt på bl.a. idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber.