Frem til den 18. april kan du være med til at passe på den danske natur sammen med Bilka og Danmarks Naturfredningsforening

 

Corona-epidemien har betydet, at vi danskere har brugt naturen ekstra meget. Hundredtusinder af danskere har gået ture og opholdt sig mere udenfor end normalt. Det har desværre også betydet, at der er kommet mere affald i naturen. Blandt andet fra take away-måltider, fordi mange har brugt naturen som spisested. Det er i fokus i forbindelse med den årlige affaldsindsamling, som Danmarks Naturfredningsforening står bag.

Derfor kan du nu sammen med Bilka være med til at passe på den danske natur i dit lokalområde. Bilka deler nemlig gratis indsamlingssække og sorteringsfoldere ud til både børn og voksne. Derfor opfordrer Bilka til at tage sække og foldere med, når man er ude at handle, så flest mulige kan være med til at holde Danmark ren for skrald. For hvert kilo affald der bliver samlet ind i hele Danmark, donerer Bilka 1 krone til Danmarks Naturfredningsforening. Forrige år blev der samlet 156.000 kilo affald sammen i løbet af affaldsindsamlingen, og derfor donerede Bilka 156.000 kr. På grund af corona-epidemien blev der samlet mindre affald sidste år, men Bilka donerede alligevel samme beløb. I år er det sjette gang, at Bilka støtter op om projektet.

”Affaldsindsamlingen er et fremragende initiativ, som fjerner affald, der ikke hører til i naturen. Samtidig er projektet også forebyggende, fordi det sætter fokus på danskernes affaldsvaner og får os til at tænke os bedre om. For Bilka giver det ekstra god mening, fordi vi kan gøre en forskel lokalt i områderne omkring vores 19 varehuse. Derfor er vi meget glade for at være med i projektet,” siger Mark H. Nielsen, direktør i Bilka.

Normalt afholder Bilka også ’Affaldsskole’ for skoleklasser og børnehaver, hvor børnene lærer om affaldshåndtering. På grund af corona er dette arrangement udskudt i år, og Bilka håber på at afholde projektet efter sommerferien. Derfor håber Mark H. Nielsen, at både unge og gamle vil støtte op om den store affaldsindsamling:

”Vi håber, at rigtig mange vil være med til at gøre en forskel, og vi opfordrer alle til at tage ægtefællen, familien eller skoleklassen med ud i naturen og samle affald op,” siger Mark H. Nielsen.

 

Fokus på take away-affald

Hos Danmarks Naturfredningsforening har de valgt i år at sætte fokus på affald fra take away-mad. Det er der en særlig grund til. For ifølge projektleder Charlotte Juul har danskerne brugt naturen ekstra meget det seneste år. Desværre har de også efterladt ekstra meget affald som poser, kaffekopper, pølsebakker, pizzaæsker, sushi-bakker, kina-bokse og lignende i naturen. I forvejen er Danmark det land i EU, der genererer mest affald. Det bliver til 781 kilo per dansker om året, som er 300 kilo over gennemsnittet.

”Vi danskere skaber meget affald, og når vi laver indsamlinger, så får vi samlet tonsvis af affald op. Men samtidig får vi også gjort danskerne bevidste om, at hvert et cigaretskod gør en forskel. Det betyder meget, om tusindvis af danskere tager deres cigaretskod med hjem eller smider det, hvor de står,” siger Charlotte Juul.

Hos Danmarks Naturfredningsforening er de meget taknemlige for samarbejdet med Bilka.

”Bilka hjælper os med at få mange danskere ud og samle affald. De giver stor synlighed i aviser og sociale medier, de har containere på deres p-pladser og donerer indsamlingssække. Derudover donerer Bilka også 1 kr. pr. kg. indsamlet affald. Det er en kæmpe hjælp, som bl.a. bruges til læringsmateriale til skoler og institutioner. Vi ved fra lærere og pædagoger, at de benytter materialerne hele året, og gennem en befolkningsanalyse peger danskerne præcis på undervisning, som den vigtigste indsats, for at vi kommer affaldsproblematikken til livs. Så dermed er Bilka med til at sikre både en renere natur, og at flere danskere holder naturen ren – ikke bare i dag, men også på lang sigt,” siger Charlotte Juul.

Gennem Danmarks Naturfredningsforenings befolkningsundersøgelse siger 65 procent af danskerne, at der er for meget affald i naturen. Med årets Affaldsindsamling forventes 185.000 danskere at samle affald rundt om i hele Danmark. Der er oprettet intet mindre end 4.200 indsamlinger gennem Danmarks Naturfredningsforening, hvilket er rekordhøjt. Rigtig mange skoler og institutioner deltager som en fast tradition, men i år har private, foreninger og virksomheder også fået øjnene op for Affaldsindsamlingen.

 

Sådan deltager du i Affaldsindsamlingen sammen med Bilka

Til og med 18. april kan alle kunder hente indsamlingssække og sorteringsfoldere i Kundeservice i landets 19 Bilka-varehuse. Der er både børne-og voksensække. Når affaldet er indsamlet, kan det afleveres på parkeringspladsen ved den lokale Bilka, hvor en sorteringscontainer står parat. Affaldet sorteres i seks forskellige fraktioner.

Alle kunder kan aflevere affald fra naturen. Bilka donerer 1 krone til Danmarks Naturfredningsforening per kilo skrald, der indsamles.