Spørgsmålene til museets eksperter kan være mange. Svarene på dem kan man nu få, når eksperterne rykker ud af værkstederne og ind i udstillingerne

 

Hvad laver en konservator og hvordan vurderer museet, om en indleveret ting skal gemmes i samlingen?  Og bruger arkæologerne virkelig en bøjet ske, når de graver i jorden?
Det er blot nogle af de ting, som du kunne spørge om, når Museum Østjyllands fagpersonale i den kommende tid rykker ud af kontorerne og tager den gode snak med museets gæster, unge som ældre, og dermed giver museumsbesøget et ekstra krydderi og det er ganske gratis, fortæller museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen, som du også kan møde som én af fagfolkene i front.

”Der er her i coronatiden en øget interesse for historie og for at komme ud og udforske. Det giver vi mulighed for nu i museet udstillinger”, siger han.

Det er både børn og de voksne, der interesserer sig for det, der dukker op af jorden eller de historier der gemmer sig bag gamle fotos.

Det er både konservatorer, arkæologer, historikere og arkivarer man kan møde i udstillingerne frem til 30. juni.

 

Historien bag historien

Museum Østjyllands fagpersonale rykker i den kommende tid ud af kontorerne og tager den gode snak med museets gæster, unge som ældre, og giver dermed museumsbesøget et ekstra krydderi.

Arkivarer, historikere, arkæologer og konservatorer er nogle af de mange forskellige faggrupper, som til dagligt er med til at sikre vores fælles kulturarv og gøre historien levende, spændende og tilgængelig for alle. Nu har gæster på Museum Østjylland mulighed for at møde de ”usynlige” fagfolk og dermed få en ekstra oplevelse, når museet søsætter projektet “Fagfolk i Front”.

”Vi vender simpelthen vrangen ud på museet! ” smiler museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen, som du også kan møde som én af fagfolkene i front.

”Når du besøger museet, er det jo normalt vores dygtige og hjælpsomme museumsværter, som du møder ved indgangen. Dem supplerer vi nu med fagfolk, som står klar til at gå i dialog med gæsterne om museumsfaglige emner inde i udstillingerne. Alle gæster får på denne måde indblik i det arbejde, som til dagligt foregår i kælderen under Kulturhuset og på kontorerne bag udstillingerne. ”

De mange fagfolk arbejder til dagligt i marken eller på deres kontorer, og her kan almindelige museumsgæster ikke få adgang. Men hvorfor nu trække dem ud i frontlinjen?

”Coronakrisen har givet et ekstra stort behov for formidling. Der er kommet en øget interesse for at gå på opdagelse – både ude i felten med metaldetektorer og på de forskellige hjemmesider og platforme. Vi vil gerne guide folk videre, der hvor deres interesse er”, siger Jesper Nørskov Pedersen.

 

Snup en snak
Håbet med projekt “Fagfolk i Front” er, at museumsoplevelsen bliver sjovere, mere personlig og lærerig, og at gæsterne har lyst til at spørge ind til museumsarbejdet og kigge fagfolkene over skulderen.

”Al erfaring siger, at det er i det personlige møde, at den bedste formidling opstår. Samtidig har coronakrisen uden tvivl skærpet gæsternes appetit på stærk faglig formidling og et møde med fagfolk, ” påpeger Jesper Nørskov Pedersen og fortsætter:

”Og husk at ingen spørgsmål er dumme! Og om man er museumsnørd eller en børnefamilie på tur, så er det altid fantastisk at møde personer, som brænder for deres fag, som vores fagfolk gør. ”

Man kan høre om, hvad der sker, når en arkæolog finder noget interessant i jorden, og hvad der sker med genstanden i hænderne på en konservator. Man kan også høre historierne om de gamle fotos, der af og til dukker op hos lokalhistorisk arkiv, og blive guidet til selv at finde yderligere oplysninger om for eksempel barndomsgaden på for eksempel arkiv.dk.

”Vi lægger et ekstra lag til de opgaver, vi sidder med til dagligt. Og det er altid sjovt at møde dem, der ved noget om tingene”, siger Jesper Nørskov Pedersen.

Og så har det også hjulpet museerne, at Danmarks Radio har vist serien om Danmarkshistorien – det har skabt øget interesse hos befolkningen – også i Randers.

Flotte fund og gode råd
Det vil være forskelligt fra dag til dag, hvem du kan møde i front, og alle fagfolk har hver sin vinkel at fortælle ud fra. Fælles for alle er, at de hver især vil stå klar med spændende historier, gode råd og en hjælpende hånd.

”Vi oplever, at det hos børn mest er den der skattejagtagtige oplevelse, der har størst interesse. Det er også blevet meget populært at gå med metaldetektor på markerne. Og det er en interesse der har været stigende det sidste år i takt med at friluftsoplevelser er blevet meget populære. Hos de lidt ældre er det meget historierne om deres barndom eller slægtsforskning der er blevet populære igen”; siger museumsinspektøren.
I løbet af de næste to måneder, kan du blandt andet kigge med, når konservatoren med rolig hånd konserverer genstande. Du kan også være med, når arkæologen tidsbestemmer nogle af de mange flotte fund, som metaldetektorførere indleverer til museet.
Eller hvad med at få udstillingsarkitektens og historikerens svar på, hvordan de laver en udstilling og måske få nogle gode råd til, hvordan du selv kommer i gang med at gå på opdagelse i historien.

“Fagfolk i Front” er en del af projektet “Museum Østjylland tættere på dig”, som er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

 

“Fagfolk i Front”, frem til fredag 30. juni kl. 10 – 15, alle hverdage undtaget mandag på Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2 i Randers C.
Gratis adgang.

Programmet for “Fagfolk i Front” opdateres løbende og kan ses på museumoj.dk under ”Kalender”.

Mødet med museets fagfolk sker naturligvis under gældende COVID-19-restriktioner.