Torsdag 6. maj genåbner Nordisk Film Biografer Randers efter mere end fire måneders nedlukning. Det bliver med et stærkt filmprogram, som bugner at gode film, der har ventet længe på at komme på det store lærred

 

Når biograferne igen åbner torsdag 6. maj efter corona-nedlukningen, slår Nordisk Film Biografer Randers dørene op med et stjernespækket program, hvor flere af efterårets store film igen bliver mulige at se. Der bliver rig mulighed for et tiltrængt grin med bl.a. Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen i komedien “Retfærdighedens Ryttere” eller at nynne med på “Lille Sommerfugl” med Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster i hovedrollerne. Også Thomas Vinterbergs “Druk”, som netop har modtaget en Oscar for bedste Internationale Film samt flere andre internationale filmpriser.

Allerede fra 12. maj får yderligere syv film premiere, og ugen efter kommer endnu fem film på plakaten. Torsdag 27. maj har den længe ventede femte Afdeling Q-film premiere. Det er en filmatisering af Jussi Adler-Olsens krimithriller “Marco Effekten”, hvor Ulrich Thomsen har hovedrollen som den karismatiske efterforsker Carl Mørck, der leder politiets afdeling for henlagte sager.

”Vi ved, at mange af vores gæster har savnet biografen under nedlukningen. Og det gælder selvfølgelig også den anden vej rundt. Vi har ventet længe på en genåbningsdato og har trippet for igen at slå dørene op til de gode film. Så vi er mere end klar til at byde danskerne velkomne tilbage i biografen,” siger Casper Bonavent, direktør i Nordisk Film Biografer:

”Og det siger sig selv, at der er styr på sikkerheden og vi glæder os til at byde vores gæster tilbage med corona-pas eller negativ covid-19 test.”

 

Biografen er et trygt sted

Under nedlukningen har mange danskere givet udtryk for, at de savner kulturelle oplevelser som biografture, restaurantbesøg, festivaler mm. Behovet for igen at komme ud og være sammen med andre er stort, og biografen er en oplagt mulighed for oplevelser i sikre rammer.

”I biografen er vi sammen om en oplevelse. Ikke bare med dem, vi følges med, men også med de andre gæster, vi ikke kender. Det at få en fælles oplevelse i biografen er noget, som danskerne sætter stor pris på, og sådan har det heldigvis altid været. Og i lyset af corona er det blevet endnu mere tydeligt,” siger Casper Bonavent.  

Alle restriktioner og sikkerhed i forbindelse med Covid-19 blev allerede indført i biograferne inden den seneste nedlukning, så når Nordisk Film Biografer Randers åbner 6. maj, er personalet helt klar til at modtage gæster. Det betyder selvfølgelig, at der lukkes et begrænset antal gæster ind, så afstandsregler overholdes. Derudover gøres der ekstra hyppigt rent, ligesom der selvfølgelig er godt med håndsprit til både gæster og personale. Gæster skal kunne fremvise coronapas eller en negativ covid-19-test, der er højst 72 timer gammel.