Solskin, latter og engagement var kendetegnende for projekt ”Plant-et-træ”, hvor elever fra Randers Kristne Friskole plantede frugttræer og -buske og lagde kartofler på stribe

 

Forud for projekt ”plant-et-træ” havde 4. klasse i matematiktimerne lavet udregninger og målinger ift. hvordan og hvor plantagen bedst ville egne sig til at ligge på skolens matrikel. Fire grupper havde hver udarbejdet et idéoplæg, som de præsenterede for skolens ledelse, der valgte det bedst egnede.
Dagen før plantningen havde 4. klasse gravet hullerne, hvor æble- blomme- pære- og kirsebærtræerne skulle plantes.

0.-2. klasse havde forberedt jorden til kartoflerne i skolens have og 3. klasse havde forberedt en tale til fejringen af plantedagen, hvor alle børnene fra skolens børnehave til 4. klasse deltog.

”Det var sådan en stor glæde at mærke alle børn og voksnes engagement omkring at få sat planterne i jorden og få lagt kartoflerne, og ikke mindst at børnene oplever at de fremadrettet er en del af noget fælles,” siger skoleleder Kirstine Ipsen efter dagens succesoplevelse.

Plant-et-træ har betydning for børnenes læring og forståelse af miljø. Som det på dagen blev sagt: ”Træerne kan tage noget af forureningen ud af luften og trylle det om til ilt, som vi mennesker kan trække vejret med og træerne vil tiltrække endnu flere dyr”.

Jesper Maksten, som står i spidsen for projektet, fortæller begejstret om skolens praktiske tilgang til mange af emnerne i naturfagene og siger:

”Empiri og forskning har vist, at der ikke går noget tabt på det faglige område ved at have en mere praktisk tilgang til emnerne.”

Tværtimod opleves en høj faglighed ved kombinationen med de praktiske tiltag, og de kan således dække 30 procent af undervisningsmålene alene derigennem. Plant-et-træ projektet er et led i opfyldelsen af kriterierne for at få Friluftsrådets Grønne Flag, som skolen for 5. år i træk arbejder på at erhverve sig.  Skolens grønne læseplan er skolehaver og biodiversitet.