Randers Teater og sART Danseteater inviterer til 3 timers live workshop – alle der kan lide at danse eller lave teater kan være med

Randers Teater indbyder lørdag 12. og søndag 13. juni til tre timers workshops med leder af sART Danseteater, Sofie Christiansen, der med de to forløb i Randers vil samle ideer og materiale til sin næste forestilling, ”Hvis jeg bliver voksen”.
I teatersæson 2020 – 21 turnerede kompagniet med forestillingen ”Hvis jeg bliver gammel”, som blev en kæmpe succes. En forestilling der også gæstespillede på Randers Teater. Her oplevede publikum en herlig blanding af skuespil og koreografi, i et visuelt flot univers, der hele vejen igennem var krydret med den skønneste humor.
De to gratis workshops på Randers Teater er for alle i alderen 18 – 100 år. Man skal ikke have særlige teater eller danse forudsætninger for at kunne deltage. Kun lysten til at være med til sjove og inspirerende tre timer, med improvisation og snakke om forestillingens tema.
Underviser på de to workshops er koreograf og instruktør Sofie Christiansen, der igennem mange år har spurgt sit publikum til råds og hentet inspiration til sine forestillinger, gennem workshops om et specifikt emne. Denne gang er det voksenlivet, der er sat under lup. Er dét at være voksen synonymt med at være kedelig, stivsindet, uinspireret, mens det ungdommelige repræsenterer det spontane og inspirerende?

Sofie Christiansen siger om det 3 timers forløb i Randers:

”Workshoppen består af kreative øvelser og improvisationer, der sætter fokus på deltagernes eget forhold til voksenlivet. Vi vil tale om hvad det vil sige at være voksen, og kigge på forskelle mellem generationerne. Er du 18 år eller derover, og har du lyst til at bruge tre timer af dit liv på et anderledes møde, hvor du får debatteret, grint og rørt dig, så skynd dig at melde dig til workshoppen.”

Tilmelding til en af de to workshops
Lørdag 12. eller søndag 13. juni, begge fra kl. 13.00 til 16.00
Begge workshops afholdes på Randers Teater

 

Tilmelding, skriv til: Tine Eibye, producent og leder af Talentskolen på Randers Teater Tine@rt.dk

Forestillingen ”Hvis jeg bliver voksen” er med i Randers Teaters repertoire i sæson 2021-22, den spiller i Randers 18. og 19. november.