Søndag 23 maj tog Randers Badminton Klub DM-guldet med hjem til pokalskabet for U13-hold 4-spillere

Efter at have kvalificeret sig overbevisende med tre klare sejre i kvalifikationen, forsatte holdet deres sejrstime på selve finaledagen. De vandt 6-0 over Næstved, 5-1 over Højbjerg og 6-0 over Grindsted inden Herning blev besejret 5-1 i finalen. Sammenlagt en samlet kampscore i kvalifikation og finaler på 38 sejre og kun fire nederlag.

”Spillerne på holdet har alle trænet og arbejdet knaldhårdt hele sæsonen igennem. Under de fem måneders covid-19 nedlukning har de trænet mange gange om ugen hjemme med øvelser, og til klubbens efterfølgende udetræninger har de givet den fuld gas. De har trænet tre gange om ugen udendørs i alt slags vejr, og fire gange ugentligt da vi kom i hallen igen i slutningen af april”, fortæller ungdomscheftræner i Randers Badminton Klub Alexander Hagensen.

“Det er ikke uden grund, at de her spillere nu er blevet Danmarks mestre. Og at de har spillet overbevisende på vejen mod guldet, siger noget om spillerne dedikation. Det er en stor fornøjelse at være træner for de her spillere, som virkelig har fortjent guldet. Sidste år havde holdet også kvalificeret sig til at spille med om guldet, men der aflyste Covid-19 selve finaledagen, så at de igen i år fik muligheden for at spille med om guldet er så fortjent”, siger han.

Finalen blev spillet i Grindsted.