Østjyllands Politi har siden onsdag morgen ledt intensivt efter 50-årige Olegs, der er forsvundet i forbindelse med en fisketur ved Randers Fjord vest for byen Kare.
Den 50-årige mand var tirsdag eftermiddag taget alene til fjorden og er efter al sandsynlighed gået i vandet iført et par waders. Det var en ven, der skulle mødes med den 50-årige tirsdag aften, der opdagede vennens sko, der stod ved bredden. Den 50-årige var dog ikke at se nogen steder, og familien kontaktede onsdag morgen politiet efter selv at have ledt forgæves efter ham.
Politiet søgte hele onsdag med hunde, både og helikoptere i et større område omkring fjorden, men det lykkedes ikke at finde spor efter den 50-årige. Torsdag fortsætter eftersøgningen, og der vil igen være både i vandet.
Olegs beskrives som:
– 175 cm høj
– Spinkel af bygning
– Lys i huden
– Gråt, kort hår
– Er iført en sort jakke og lyse overalls
– Har medbragt fiskestang og et sort net
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.