Fra på mandag lukker Spentrup sogn ved Randers ned

Det sker efter to dage på kanten af nedlukning og med dagens friske tal fra Statens Serum Institut rammer Spentrup sogn nu alle alle de parametre, der skal til for en sognenedlukning. Sognets såkaldte incidenstal er over 600 – nærmere bestemt 750,47. Positivprocenten i Spentrup er dog faldet til 5,43, men ligger stadig over de tre, der tillades.

Det får konsekvenser for Blicherskolen, idrætsaktiviteter i byens idrætshal og kultur- og fritidsaktiviteter i byen, ligesom forældre til børn i dagpleje og daginstitutioner opfordres til at holde deres børn hjemme.

“Smittetallene i Spentrup er desværre så høje, at sognet nu skal lukke ned. Nedlukningen er en følge af, at der på nationalt plan er udarbejdet nogle grænser for nedlukning. Nedlukningen er desværre en realitet og nødvendigt. Samtidig forstår jeg godt, at det er rigtig ærgerligt for de mange mennesker, der bliver berørt af nedlukningen, ” siger Jesper Kaas Schmidt,
kommunaldirektør i Randers Kommune og leder af kommunens krisestab, som netop har været samlet.

Nedlukningen i Spentrup varer fra mandag 14. juni 2021, og indtil der i syv dage er konstateret et incidenstal under 600 smittede med covid-19 pr. 100.000 indbyggere, en positivprocent mindre en 3 for testresultater og mindre en 20 smittetilfælde. Det vil sige, at den midlertidige lukning varer i mindst syv dage.