Brætspil er blevet det nye sort – og du bliver ikke længere slået hjem, hvis du siger, du er med på bølgen. Randers får endelig sin helt egen brætspilscafé, der har kreativiteten i højsæde

 

Brætspil spilles overalt i verden – flere hippe byer har deres egen café. Blandt andet Berlin og København, hvor caféen Bastard er det helt hotte. Nu skal Randers også have én brætspilscafé, mener folkene bag Operaen Randers, som stedet skal hedde. Det er Emil Lind Skipper, Christian Bach, der er gået sammen med Mette Gade.

Ud over at Christian og Emil er gamle fodboldkammerater fra Freja er de også i dag forretningspartnere med blandt andet en vinforretning. Mette er førtidspensionist og har derfor tid til at lægge sine kreative kræfter i sin store passion – nemlig brætspil.

Og nu skal randrusianerne altså til at spille brætspil – helt officielt.

Christian er netop vendt hjem til Randers igen efter en del år i København og Emil bor i  Aarhus. Her findes caféerne allerede, og de mener at Randers skal have et alternativ til de små caféer og barer, hvor man kun mødes over en snak og en øl eller lignende. De vil gerne have kreativiteten ind over, og de kontaktede brætspilsentusiast Mette Gade.

Christian Bach fortæller:

“Vi synes faktisk, at det kunne være rart at have noget kreativt at mødes om. Ikke bare sidde over en øl eller to og snakke. Men rent faktisk at kunne mødes over, hvad vi synes er megahyggeligt – nemlig brætspil”, siger han.

Det kreative er i højsæde og grænserne er ikke trukket hårdt op ved brætspil – faktisk sætter kun fantasien grænser for, hvad der kan lade sig gøre i Operaen Randers.

Alt lige fra billedlotteri til det nyeste Sequence eller endnu bedre for entusiasterne, de helt nye strategispil, er hvad man kan hygge sig med i Operaen Randers.

Ifølge Google er de mest populære spil lige nu Sequence, Bezzerwizzer ord, Det dårlige selskab original, Hint, Partners, Backgammon, Bezzerwizzer, Ticket to ride Europa. De meste solgte spil hos Bog & Ide er: Sequence, Partners+, Hint, Bezzerwizzer ord, Det dårlige selskab original, Partners ,Ticket to ride Europa, Backgammon, Uno. Spil der sandsynligvis vil være at finde i Operaen. Og selv for den mest entusiastiske spiller, der gerne stiller op i Trivial Pursuit, fordi de mener, de er den klogeste, bliver der udfordringer. Men et spil ludo eller skak kan faktisk også noget, mener folkene bag Operaen Randers.

 

Vinder pris

De tre er også åbne overfor, at der kan arrangeres events i Operaen Randers. Det kan være ældre, der spiller mod yngre – eller et andet match-up. Det er kun fantasien, der sætter grænser.  Måske vil man også kunne se en slags speed-dating over et brætspil.

”Brætspil er megapopulært i udlandet, og det er også så småt begyndt at gribe om sig her i landet. Og vi vil gerne vise, at Randers jo også kan noget. Og så vil vi gerne være et alternativ hæng-ud sted for de unge, så de ikke bare mødes hos det lokale take-away spisested”, siger Emil Lind Skipper.

”Alle er velkomne. Vi vil gerne være stedet, hvor alle – uanset hvilket spil, man gerne vil spille – kan komme. Det handler her om, at man hygger sig og måske opstår der nye venskaber på tværs af sociale-, alders- og jobmæssige skel”, siger Mette Gade, der selv er brætspilsentusiast.

Hun mødes med andre passionerede spillere hvert år til brætspils- og rollespilstræf – de sidste mange år i Hobro – Konferencen hedder Fastaval, og her kommer flere hundrede spilleglade mennesker fra hele verden, og der bliver også udviklet spil – det bedste spil vinder en Otto eller et Æg. I Påsken vandt Mette et Pingvinæg for Spirende talent med spillet “The Slimy Slippery Rat Slope”. Hun har været med til at starte brætspilscafé i Sct. Peders Kirke-regi, og brætspilforening i Randers, og hun er den helt rigtige til at føre planerne om operaen ud i livet, mener de to venner Christian og Emil.

”Operaen bliver det sted, hvor familier, bedsteforældre, venner og kollegaer mødes til en hyggelig eftermiddag eller aften om for eksempel selskabsspil eller spillekort. Men også stedet for brætspilsentusiasterne”, siger Emil Lind Skipper.

”Det handler om at have det sjovt”, siger Mette Gade.

Vi har alle – måske mere end nogensinde – brug for at få det indre barn frem og lege, mener de tre.

 

Doner til Operaen

Emil, Christian og Mette er interesseret i at få doneret inventar og spil til Operaen, så de kan komme så let i gang som muligt.

“Men også for at give folk et ejerskab over stedet. Vi er åbne overfor alle de idéer og muligheder som interesserede randrusianere giver os. Det kan tilmed også kaste et medlemskab af sig”, siger Christian Bach med et glimt i øjet.

For man kan købe sig til medlemskab og få fordele ved arrangementer og gratis spil på månedsbasis.

“Hvis ikke man ønsker at være medlem koster det for eksempel 25 kroner per gang – og så kan man spille alle de spil, man vil. Vi bliver nødt til at sætte en pris, for der kommer jo slid på spillene, og vi vil gerne have kapital til indkøb af nye”, siger han, og fortæller at det allerede nu er muligt at købe årskort til 200 kroner.

I denne corona-tid vil de også sørge for at spillene enten bliver sprittet af eller kommer i karantæne i mindst 72 timer.

Der skal tænkes nyt i forhold til ansættelse af personale og der vil være events med spil-guruer, der kommer forbi og lærer fra sig.

Allerede nu kan man følge Operaen på facebook og Instagram, hvor der laves konkurrencer om hvem man helst vil spille med og hvilket spil man foretrækker.

 

Kreative omgivelser

Operaen Randers kommer til at emmer af kreativt miljø. Stedet skal selvfølgelig have et scenetæppe der kan trækkes fra og til, og så skal der masser af farver på væggene. Blandt andet vil en lille væg være tilegnet hippie-verdenen. Der bliver bar og borde og så skal stedet fungere som en almindelig café – læg dertil brætspilsverdenen og alt det andet spændende, der kan ske – for eksempel små koncerter.

Stedet hedder Operaen af en helt speciel grund – Bandet Queen og deres legendariske studie-album fra 1975.

“Jeg er meget stor fan af Queen og specielt deres album “A night at the opera” så jeg var ikke i tvivl”, siger Christian, og fik straks Emil med på idéen.

Og så skal der ske noget i Randers, mener de.

“Vores sted kommer også til at passe helt perfekt ind i det gamle Latinerkvarter her i Randers. Og vi syns faktisk Randers fortjener et sted som dette”, siger Christian.

Går man en tur forbi lokalerne i Vester Kirkestræde og der er gang i istandsættelsen, er man mere end velkommen til at kigge ind forbi. Måske har nogle også lyst til at give en hånd med eller komme med gode idéer. De tre brætspilsentusiaster tager imod med åbne arme, for Operaen skal være for hele Randers.

Efter planen åbner Operaen til august.