Onsdag den 18. august, midt i Festugen, kan du få lov og teste dine løbeevner og udfordre dine kolleger, venner eller familie. Men der er færre pladser end normalt grundet covid-19 restriktionerne.

Det er nu sikkert, at årets city stafet afvikles, men det bliver ikke helt som det plejer at være. Løbet afvikles naturligvis efter restriktioner i forbindelse med covid-19, som vil være gældende pr. 1. august. Det betyder at løbet i år må have et max antal deltagere, hvorfor der i år vil være 60 hold mod tidligere 115 hold i 2019, hvor løbet sidst blev afviklet. Herudover vil det være plads til 100 gående deltagere

Kom ud af starthullerne
Grundet færre deltagere, men forsat stor efterspørgsel, er det dermed om at komme til tasterne og få tilmeldt sine hold. Det bliver ’først til mølle’ princippet som er gældende og når max antallet er nået, vil tilmeldingsmulighederne lukke. De gældende restriktioner skal selvfølgelig overholdes, samtidig med deltagernes sikkerhed, som er det vigtigste i forbindelse med afviklingen

Nye tiltag i årets løb
Det vil ikke være muligt, som tidligere, at bestille en menu og indgå i ’fællesspisning’. I stedet vil det være muligt at bestille en lækker ’take away’ menu bestående af en sandwich + 1 øl/vand + frugt + andet godt fra Randers City. På løbefronten vil der også være nyt, da det i år er muligt at tilmelde et helt hold kun bestående af børn. I børneklassen kan der tilmeldes børn under 15 år.

Facts om løbet
Randers City Stafet er en 3,5 km rute rundt i centrum af Randers, som skal gennemløbes fem gange. Start og mål på Østervold. Her kan du tilmelde din virksomhed eller hold i henholdsvis herre-, dame, mixklassen eller børneklassen. Et hold skal bestå af mindst tre løbere, og en løber må kun løbe to runder i træk. Du kan også vælge at gå ruten i stedet for at løbe – på den måde deltager du  som enkeltperson og går én omgang på 3,5 km. Der findes to holdtilmeldingspakker: ’basic’, indeholdende 5 startnumre og ’exclusiv’, indeholdene 5 startnumre + 5 ’take away’ menuer

Støtter i år to gode formål
Til city stafetten løbes der også for et godt formål. Så udover motion, oplevelse og samvær bidrager du I år til at overskuddet af Randers City Stafet går til SAM foreningen der arbejder for alle  socialt udsatte og Red Barnet, Randersafdelingen. Tilmelding og yderligere informationer hos atletikkens venner

Randers City Stafetten afholdes onsdag d. 18. august 2021 kl 18.30