En 28-årig mand blev natten til søndag anholdt i Randers, efter at en politipatrulje måtte jagte bilisten gennem byens gader med over 100 kilometer i timen.

Da politipatruljen ville stoppe bilen i en rutinekontrol, stak manden af i meget høj fart, fortæller vagtchef Stig Heidemann fra Østjyllands Politi.

Den 28-årige er fra lokalområdet. Han forulykkede i bilen ved Burschesgade, og blev anholdt.

Manden har fået sin bil konfiskeret og en blodprøve skal nu fastslå om manden var påvirket.

Når politiet søndag er færdig med at afhøre den 28-årige, kan han forvente at blive sigtet for vanvidsbilisme, oplyser politiet.