Man kan lige så godt opgive at flygte fra et indbrud, når der er en politihund involveret.

Det måtte en 16-årig dreng i nat sande.

Den 16-årige brød ind i en virksomheds lagerbygning på Industrivej i Spentrup, og da en patrulje nåede frem, sprang han ud af et vindue, og løb ind i et nærliggende skovområde.

En politihund fik dog hurtigt færten af den flygtende, og ledte betjentene gennem et større skovstykke og gennem en villahave, inden den til sidst fandt en forpustet 16-årig dreng, som lå og gemte sig i noget krat.

På sig havde han noget værktøj, der var stjålet fra bygningen.

Han blev anholdt og sigtet for indbrud, og hans forældre og de sociale myndigheder underrettet.