Ved Langvang har der været sommercamp med forskellige idrætsaktiviteter som et led i projektet ”Sammen om bevægelse”, der har fokus på foreningsbrobygning i Nordbyen

 

Randers Kommune, Bevæg Dig For Livet, Bysekretariatet og Get2sport er gået sammen i et nyt projekt ”Sammen om bevægelse”, som er blevet realiseret ved hjælp af midler fra Ensomhedspuljen, der udspringer af coronasituationen.

”Sammen om bevægelse” er fokuseret på Nordbyen, og formålet med projektet er at lave foreningsbrobygning og få flere i gang med idrætsaktiviteter efter coronanedlukningen.

Puljen blev uddelt i 2021, og i Randers Kommune besluttede man at bruge midlerne på blandt andet sommercamp i Nordbyen, da det er et område af Randers, hvor man gerne vil sætte lidt ekstra ind på foreningsudvikling – både for de unges skyld men også for foreningerne.

”Og så er det jo også oplagt at lave noget her, når vi har så gode faciliteter i idrætscenter Langvang i Nordbyen. Så kan vi få lagt noget energi og noget udvikling i det,” forklarer projektkoordinator Sammy Elshikh.

”Vi kan godt mærke, at det er gået lidt trægt med at få folk i gang med idræt igen efter coronanedlukningen. Mange har vænnet sig til at være sat på pause og sidde hjemme ved computeren, så det har været lidt af en udfordring, hvor der har skullet noget ekstra til i forhold til rekrutteringen,” siger projektkoordinator på ”Sammen om bevægelse”, Sammy Elshikh, som siden maj har været i gang med planlægningen af tre ugers sommercamp ved Langvang. I uge 26 var der basket og atletik, i uge 27 kunne de unge prøve kræfter med boksning og amerikansk fodbold, og i uge 31 kommer der en camp med fodbold.

”Vi har haft cirka 50 unge tilmeldt de forskellige aktiviteter her på sommercamp, og det er vi egentlig godt tilfredse med. Vi har nået vores målsætning, men vi vil jo selvfølgelig altid gerne have flere med. Alt taget i betragtning – det er jo så kort tid, vi har været i gang – så er vi godt tilfredse med forløbet,” siger Sammy Elshikh.

Sommercamp har været gratis for deltagerne, og ”Sammen om bevægelse” har sørget for forplejning.

 

Brobygning

Projektet ”Sammen om bevægelse” har haft til formål at bygge bro mellem de unge i Nordbyen og de forskellige idrætsforeninger. To af samarbejdspartnerne hører i forvejen til i Nordbyen, nemlig Bysekretariatet og Get2Sport, så det har været lokale aktører, der har stået for planlægningen.

”Til vores sommercamp har vi lavet nogle fællesskabende aktiviteter for de unge her i Nordbyen sammen med seks idrætsforeninger. De unge har haft mulighed for at prøve nogle forskellige sportsgrene, de har hygget sig, og de har været en del af fællesskabet,” forklarer Sammy Elshikh og fortæller, at de fleste af deltagerne ikke kendte hinanden på forhånd, men at de hurtigt fandt hinanden, og der kom et rigtig godt fællesskab ud af det med venskaber på kryds og tværs.

Og brobygningen har virket efter hensigten, da flere af de unge har vist interesse for nogle af idrætsgrenene blandt andet basket og amerikansk fodbold.

Inden de tre ugers sommercamp gik i gang, har ”Sammen om bevægelse” også igangsat forskellige forløb på Nørrevangsskolen. Nogle idrætsforeninger har besøgt skolen, hvor de har afholdt idrætsforløb med blandt andet amerikansk fodbold, atletik, boksning, taekwondo, basket med mere. Disse tiltag var sat i værk, både for at foreningerne kunne møde de unge potentielle medlemmer, og for at de unge kunne lære mere om, hvad foreningerne lavede.

”Det er jo desværre ikke alle, der er klar over, at Langvang er beliggende heroppe i Nordbyen, og hvad idrætscentret kan tilbyde af aktiviteter. Det håber vi at kunne lave lidt om på nu med vores brobygningsaktiviteter,” siger Sammy Elshikh.

 

God modtagelse fra foreningerne

Arrangørerne gik i gang med planlægning af sommercamp i maj, og i den forbindelse kontaktede de nogle foreninger for at høre, om de var interesserede i at deltage og stille op med egne trænere.

”De fleste foreninger har taget rigtig godt imod projektet og har været klar på at være med. De skal jo selv lægge nogle timer i det, samt stille trænere til rådighed, men det har de heldigvis gerne villet bidrage med. De kan godt se, at det også giver mening for dem at deltage. De får mulighed for at gøre opmærksom på, at de er her og vise de unge, hvad der foregår i foreningen,” fortæller Sammy Elshikh.

Pt. har ”Sammen om bevægelse” blandt andet indledt samarbejde med Randers Cimbria, Randers Freja, Randers Atlet Club og Randers Thunder.

Når de tre ugers sommercamp er afsluttet, skal der evalueres på forløbet sammen med foreningerne. Til efteråret fortsætter projektet med foreningsudvikling samt et idékatalog til foreningerne med hjælp til, hvad de kan gøre fremadrettet for at aktivere og fastholde de unge, samt hvordan de kan samarbejde med aktørerne Get2sport og de boligsociale medarbejdere i Bysekretariatet for eksempel om kontingentstøtte osv.

”På den måde håber vi, at de lokale aktører kan blive forankret i foreningerne,” siger Sammy Elshikh.

Da ”Sammen om bevægelse” er et puljemiddelsprojekt, løber det indtil videre frem til 31. december 2021, så der kommer flere aktiviteter i løbet af året blandt andet i efterårsferien.