Den tidligere Superligaprofil og nuværende sælger i Randers FC, Jonas Kamper, har valgt at opsige sin stilling.

Det sker fordi han vil forfølge drømmen om et job som fodboldtræner.

Kamper stopper dermed i Randers FC ved udgangen af august, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

– Det er nu anden gang, at jeg skal tage afsked med Randers FC, og denne gang er bestemt ikke nemmere. Klubben og alle menneskerne omkring betyder rigtig meget for mig. Kollegaerne på kontoret er blevet mine venner, og det har været fedt at være en del af et team, der alle har løftet i flok og løbet ekstra mange meter for hinanden. Dem kommer jeg helt sikkert til at savne, fortæller Jonas Kamper.

Kamper takker også alle samarbejdspartnere for et godt samarbejde og loyaliteten til Randers FC.

– Jeg vil også gerne sige tusinde tak til alle samarbejdspartnere, som alle har taget rigtig godt imod mig. Den opbakning og forståelse som I alle yder til klubben, selv i corona-tider, den er beundringsværdig. Den helt store oplevelse vi fik sammen, det var selvfølgelig til pokalfinalen, hvor vi allesammen drog til Aarhus og havde en fest fra start til slut. Det var virkelig en fed oplevelse, og det vil jeg aldrig glemme, understreger Jonas Kamper.