En by i Galaksen ligger i år i Randers Festuge. Tre dage fra 13. til 15. august bruser Randers nærmest over af oplevelser der relaterer sig til Star Wars og lignende science fiction

 

Fredag 13. august er der galakse-banko på hovedbiblioteket ligesom balletbørnene viser moves samme sted – så går den vilde jagt på det ydre rum.

Museum Østjylland er også kommet i Star Wars-humør og inviterer derfor alle børn og deres voksne til at gå på jagt efter stjerner, historier og figurer i udstillingerne. Det er gratis, og du kan være med fra 13. til 24. august (mandag lukket).

Der har altid været stjernekiggere i Randers – også i helt gamle dage. Tag de små i hånden og jag stjerner og små figurer rundt i udstillingen på Museum Østjylland.

”I vil med garanti blive overrasket over, hvor langt tilbage i tiden fascinationen af rummet og ”det derude” har eksisteret,” fortæller museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

”Stjernerne har fungeret som både budbringere, vejvisere og kalender-guider for fortidens mennesker. Og nu blander deres historier sig sørme med figurerne fra Star Wars!”

 

På jagt efter historien
På rum-skattejagten kommer man på opdagelsestur og løser hyggelige opgaver rundt i museets udstillinger. Her støder man på alt fra istidens moskusokser til souvenirs fra fjerne lande. Præcis ligesom de rumrejsende i Star Wars-universet også altid støder på nye arter eller opfindelser.

”For eksempel har du måske svært ved at forestille dig, at der for 40.000 år siden levede et kæmpedyr i Randers, moskusoksen. Men det gjorde der! Det eneste, arkæologerne har fundet af dyret, er en del af kraniet, men det alene kan fortælle en masse, som der kan opleves i museets udstillinger, ” forklarer Lisette Berg Andersen.

 

Robotfingre og andet godt
Selvom Museum Østjylland, der tidligere hed Kulturhistorisk Museum, har eksisteret i snart 150 år, gemmer museets omfattende samling desværre ikke på store rumskibe eller galaktiske væsner.

”Det ville jo ellers have været perfekt at vise frem her i galakse-dagene,” smiler Lisette Berg Andersen og lover, at der er andre gode sager at gå på opdagelse i på museet.

”Robot-fingre, eldrevne 1980’er biler og smukt navigationsudstyr kan vel også gøre det!”

Hvis galakse-turen rundt på museet resulterer i de rigtige svar på svararket, deltager man i lodtrækningen om en sjov og børnevenlig præmie.

 

Star Wars-kreativ
Håndværksmuseet flyver også ud i galaksen og inviterer museets gæster på workshops, hvor børn og voksne kan fremtrylle ting fra det fantastiske Star Wars-univers, lørdag 14. august fra kl. 10-11. Der er “En by i galaksen-festival” og man kan bygge sin egen robot R2-D2 eller – som noget nyt – støb rebellernes mærke i tin!

Det giver god mening at koble gamle håndværk og Star Wars, forsikrer daglig leder af Håndværksmuseet, Inger Marie Hyldgård.

”Man ser faktisk masser af håndværk i Star Wars-filmene, både på den kreative måde og på den traditionelle måde. Kreativt håndværk er ofte med i filmene som baggrund for en figurs fremtræden og som løsning af en opgave eller et problem,” fortæller Inger Marie Hyldgård, der både er leder af Håndværksmuseet og Star Wars-entusiast!

 

Håndværk og robot-byggeri
Kendskab til, hvordan maskiner virker, er meget vigtig for historierne i Star Wars, hvor hovedpersonerne ofte skal bygge eller reparere en robot eller et rumskib. Tænk for eksempel på den unge Anakin Skywalker, der selv bygger robotten 3-CPO og en racer til et podrace (som Anakin Skywalker naturligvis vinder).

”Et af de håndværksfag man ser allermest er smedefaget. I filmen ”The Empire strikes back” ser man oprørerne lodde og svejse, selv Chewie og Leia er i gang. Oprørerne svejser også i ”The Force Awakens,” pointerer Inger Marie Hyldgård.

Denne dag kan du gå Star Wars-håndværkere i bedene og blandt andet lave en R2-D2-robot af en tom dåse.

 

Flot hår og rebellernes mærke
Som noget nyt kan du i år støbe rebellernes mærke i tin. Når du bagefter bærer tinmærket, kan ingen være i tvivl om, at du er en ægte Star Wars-fan.

”Der bliver muligvis flere workshops denne dag, men jeg tør ikke love noget!” siger Inger Marie Hyldgård, der naturligvis skal passe på museets mange ældre frivillige og indrette workshopperne efter den aktuelle COVID-19-situation.

Der er garanti for en sjov og hyggelig times tid for børn fra 8 – 10 år og voksne, lover museet. Det er gratis, men man skal huske at tilmelde sig på museets hjemmeside – museumoj.dk under ”Kalender”.

 

Opgaver for de dygtige
Der er “En by i galaksen-festival” lørdag 14. august fra kl. 10-11. I Håndværksmuseets normale åbningstid kl. 12-16, kan alle prøve kræfter med sjove opgaver om Star Wars-figurerne ”I skyggen af Star Wars”. For de dygtige, der løser opgaverne, vil der naturligvis være en lille belønning.

Følg de mange aktiviteter under En by i galaksen-festivalen på www.enbyigalaksen.dk