Randers FC indkasserede søndag sæsonens første nederlag i Superligaen, da kronjyderne tabte 1-2 på udebane mod Silkeborg i syvende runde af Superligaen.

Med sejren har Silkeborg nu 10 point midt i tabellen, mens Randers trods nederlaget fortsat er nummer tre med 14 point.

Randers havde i forhold til torsdagens Europa League-kamp skiftet fem mand i startopstillingen, og til tider virkede det til, at gæsterne havde svært ved at finde fodfæste i kampen.

Især første halvleg foregik på Silkeborgs præmisser med boldbesiddelse og tålmodigt pasningsspil, hvilket gæsterne havde svært ved at nedbryde.

Randers kom bedre med i anden halvleg, hvor holdet havde større succes med at presse hjemmeholdet i bund og skabe store målchancer.

Det kastede også en scoring af sig fra Randers-profilen Vito Hammershøy-Mistrati. Nicklas Helenius og Nicolai Vallys stod for Silkeborgs scoringer.

Silkeborg satte sig hurtigt på kampen og bolden. Efter 26 minutter kom forløsningen på Silkeborgs spillemæssige overtag, da hjemmeholdet kunne bringe sig i front med 1-0.

Silkeborgs skarpretter Nicklas Helenius modtog bolden midt i Randers’ feltet, hvor han tørt sparkede bolden i nettet bag en chanceløs Patrik Carlgren i Randers-målet.

Anden halvleg var bare fire minutter gammel, da Nicolai Vallys kunne bringe Silkeborg i front med 2-0 efter et effektivt kontraangreb.

Men blot fire minutter senere fik Randers reduceret til 1-2. Holdets anfører, Vito Hammershøy-Mistrati, prikkede bolden i nettet efter et fladt indlæg.

Randers fortsatte med at presse Silkeborg, og havde flere gode chancer for at sende udligningen i mål.

Silkeborg stod dog distancen, og hjemmeholdet kunne trække sig ud af opgøret med en 2-1-sejr.

/ritzau/